Vaccineskepsis og snyd med coronapas: Et coronatæppe har lagt sig over Østeuropa

Flere lande indfører nye restriktioner for at bekæmpe de stigende smittetal

I Ruslands hovedstad, Moskva, bliver gaderne desinficeret mod coronavirus. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Ritzau Scanpix)

I Rumænien er bedemænd ved at løbe tør for kister, mens stationer i Rusland bliver desinficeret mod coronavirus af personer i gule beskyttelsesdragter.

Letland lukker butikker, skoler, restauranter og kulturinstitutioner de næste fire uger, og Ukraine kæmper mod falske coronapas.

Smittetallene stiger i Europa og coronavirusset spreder sig i de østeuropæiske lande, hvor vaccinetilslutningen er lavere end resten af Europa.

Få overblikket her.

1

Rusland desinficerer gaderne

Gader og stationer i Rusland bliver desinficeret, for at fjerne coronavirus. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Ritzau Scanpix)

Rusland har de seneste uger slået rekorder for daglige smittetal og coronarelaterede dødsfald.

Alligevel har Kreml tøvet med at indføre en lockdown i hele landet og ladet det være op til de enkelte regioner at få nedbragt smitte - og dødstallene.

Men da det daglige antal coronarelaterede dødsfald i denne uge oversteg 1.000 personer blev der foreslået nye restriktioner.

Onsdag annoncerede præsident Vladimir Putin en ny lockdown - eller ikke-arbejdsdage, som de kaldes - fra 30. oktober til 7. november.

De russiske smittetal skyldes blandt andet en udbredt vaccineskepsis blandt befolkningen. 45 procent er vaccineret mod coronavirus eller er tidligere smittet.

2

Ukraine kæmper mod falske coronacertifikater

Medlemmer af den ukrainsk-ortodokse kirke har tidligere i oktober demonstreret mod coronavaccinerne. (Foto: sergei supinsky © Ritzau Scanpix)

Ukraine er ved at nærme sig de smitterekorder, som landet slog i april.

I gennemsnit er der dagligt registreret flere end 14.000 nye smittede den seneste uge.

Ud over en udbredt vaccineskepsis kæmper ukrainske myndigheder også med falske coronacertifikater, som folk bruger til at omgå coronarestriktionerne.

Problemet med de falske coronapas er så stort, at præsident Volodymyr Zelensky i denne uge diskuterede det med regeringens minstre på et møde.

3

Letland lukker ned igen

Ifølge det lettiske sundhedsministerium er 1.286 af landets i alt 8.810 sengepladser på landets hospitaler øremærket til covid-19 patienter. (Foto: JANIS LAIZANS © Ritzau Scanpix)

I Letland er sundhedsvæsnet under så hårdt pres, at regeringen har indført en ny lockdown, der træder i kraft i dag.

Det betyder blandt andet, at skoler, butikker, restauranter og kulturinstitutioner skal holde lukket de næste fire uger. Kun essentielle butikker som apoteker og dagligvarebutikker får lov til at holde åbent.

Letterne må ikke samle sig i større forsamlinger, og så bliver der indført udgangsforbud fra klokken 20 til klokken 5.

4

Rumænien er ved at løbe tør for kister

Intensivafdelingerne i Rumænien er fyldt med coronapatienter. (Foto: INQUAM PHOTOS © Ritzau Scanpix)

Hvert femte minut dør en person med coronavirus, og landet har i denne uge haft det højeste antal coronarelaterede dødsfald i Europa.

I juni var det Rumænien, som Danmark købte flere end én million doser fra, fordi landet ikke selv fik dem brugt.

Der skyldes blandt andet en udbredt skepsis mod vaccinerne, og i dag er kun 30 procent af Rumæniens voksne færdigvaccinerede, mens 4,5 procent har fået første stik.

- Jeg anbefaler, at alle bliver vaccineret. Ellers ender de i vores hænder, siger bedemanden Sebastian Cocos til Reuters.

5

Serbien lancerer coronapas

De seneste uger er smittetallene steget i Serbien. (Foto: OLIVER BUNIC © Ritzau Scanpix)

Hvis man fremover vil på cafe, restaurant eller bar om aftenen skal man nu fremvise et coronapas, hvor der står, at man enten er vaccineret, har en gyldig coronatest, eller at man er blevet rask efter at være smittet med virusset.

De seneste uger er smittetallene steget, mens der er blevet givet færre vacciner.

Den serbiske premierminister, Ana Brnabic, håber, at det nye coronapas vil få flere til at lade sig vaccinere.

I Serbien er 42 procent af befolkningen færdigvaccineret.

6

Polen er ramt af 'corona-eksplosion'

Færre har de seneste måneder takket ja til en coronavaccine i Polen. (Foto: DAREK DELMANOWICZ © Ritzau Scanpix)

Også i Polen overvejer regeringen, hvilke skridt de skal tage for at mindske coronasmitten i landet.

For første gang siden maj har Polen registreret mere end 5.000 nye smittetilfælde på én dag.

Der er blevet givet færre vaccinedoser ud de seneste måneder, og samtidig har lave smittetal fået folk til at tage lettere på restriktionerne.

Men i går advarede den polske sundheddminister, Adam Niedzielski, om, at landet var blevet ramt af en 'eksplosion i pandiemen' de seneste to dage.

FacebookTwitter