Vaccineskeptiske russere slår dyster coronarekord

Rusland har i dag registreret højeste dødstal siden coronapandemiens start.

En af årsagerne til, at Rusland nu oplever stigende smitte, er, en udbredt vaccineskepsis, fortæller Rusland-korrespondent. (Foto: DADO RUVIC © Ritzau Scanpix)

Rusland har i denne weekend slået nogle triste rekorder.

I dag er der blevet registreret 34.303 coronasmittetilfælde inden for et døgn. Det er det højeste antal smittede på 24 timer siden pandemiens begyndelse.

I går blev en anden rekord slået, da lørdagens dødstal også nåede sit højeste siden pandemiens start.

I alt døde 1.002 af corona i Rusland i går, mens dødstallet i dag er 997.

Mens vi herhjemme har vinket farvel til de sidste coronarestriktioner, er det altså en anden virkelighed, de oplever i Rusland. Og det skyldes, at en stor del af russerne ikke vil lade sig vaccinere, fortæller DR's korrespondent i Rusland, Matilde Kimer.

- Der er en kæmpe stor skepsis. Der er både dem, der er nervøse for at blive vaccineret, og dem, der tror på, at kroppen selv skal have mulighed for at klare det. Derudover er der dem, der ikke vil have de russiske vacciner, siger Matilde Kimer.

Rusland har udviklet tre forskellige coronavacciner: Sputnik V, EpiVacCorona og CoviVac. Det er den førstnævnte - opkaldt efter den første sovjetiske satellit i rummet - der har tiltrukket sig størst opmærksomhed. Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, foretager i øjeblikket en rullende gennemgang af netop Sputnik V-vaccinen for at vurdere, om den kan tages i brug i EU.

Flere meningsmålinger viser, at kun hver anden russer vil smøge ærmet op for at tage imod et stik med en coronavaccine. Indtil videre er det kun hver tredje russer, der er blevet vaccineret.

Til sammenligning er over 75 procent af befolkningen i Danmark nu færdigvaccineret.

En svær balancegang

De rekordhøje smitte- og dødstal presser det russiske sundhedsvæsen, der snart ikke længere kan følge med smitteudviklingen, fortæller Matilde Kimer.

- 95 procent af kapaciteten i sundhedssystemet er brugt, så der er bare fem procent tilbage at arbejde med. Samtidig stiger smitteantallet. Så et eller andet er myndighederne nødt til at gøre.

Det russiske sundhedsvæsen bliver presset af den stigende smitte i landet. Her ses russisk sundhedspersonale overføre patienter med corona til en speciel coronaafdeling i Moskva. (Foto: MAXIM SHIPENKOV © Ritzau Scanpix)

Sundhedsminister Mikhail Murasjko kritiserede i denne uge befolkningens "adfærd", mens Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, sagde, at alt er blevet gjort for at give offentligheden mulighederne "for at redde deres liv ved at blive vaccineret".

De russiske myndigheder har tidligere afvist at genindføre omfattende restriktioner. Det sætter nu de russiske myndigheder i en svær position, fortæller Matilde Kimer.

- Myndighederne har lovet den russiske befolkning, at de ikke skal ud i sådan en lockdown, som de oplevede sidste år, hvor man ikke engang måtte gå fra sit eget hjem. Men jeg tror, det er svært at komme udenom, at der kommer nogle flere og sværere restriktioner indenfor meget kort tid.

- Hvor stramme restriktionerne bliver, det må vi se. Men eksperter mener, at vi først peaker med den her udvikling om en måned, så noget skal ændres.

Det officielle antal coronarelaterede dødsfald i Rusland er nu opgivet til at være 223.312, og det samlede antal af registrerede smittetilfælde er tæt på otte millioner.

Myndighederne beskyldes dog for at skjule de virkelige tal. I henhold til en bredere definition af dødsfald i forbindelse med coronavirus opgjorde statistikmyndigheden Rosstat sidst i august antallet af døde med corona til over 400.000 i Rusland. Det skriver Ritzau.

FacebookTwitter