Vælgerne i Nevada har talt: Sanders skal slå Trump

Den 78-årige Bernie Sanders sikrer sig føringen i kampen om at blive Trumps modkandidat.

Bernie Sanders står til at vinde lige under halvdelen af stemmerne ved Nevadas opstillingsmøde. Her ses han med sin kone Jane. (Foto: CALLAGHAN O'HARE)

Det kan næsten ikke blive tydeligere, om det så blev bøjet i neon og sat op blandt de gigantiske skilte, der lyser op i gamblerparadiset Las Vegas.

For vælgerne i ørkenstaten Nevada er ikke i tvivl: De vil have Bernie Sanders som Demokraternes præsidentkandidat.

Sådan ser billedet i hvert fald ud, efter Sanders har lagt sig så solidt i spidsen med knap halvdelen af stemmerne talt op, at der ikke for alvor er noget, som kan rykke ved det.

Ifølge de foreløbige tal, som NBC News oplyser, har Sanders opnået 46,8 procent af stemmerne i Nevada, mens tidligere vicepræsident Joe Biden står til 19,2 procent. Herefter følger Pete Buttigieg og Elisabeth Warren med henholdsvis 15,4 og 10,3 procent.

Den 78-årige senator har dermed taget førertrøjen, når det gælder kampen om, hvem der skal slå Donald Trump til præsidentvalget til november.

Primærvalg og opstillingsmøder

  • Det næste halve år vil begge partier i USA afholde en række valg for at finde deres præsidentkandidat.

  • Der er forskel på, hvordan de forskellige delstater afholder valg af partiernes præsidentkandidater.

  • I langt størstedelen af staterne afholder man primærvalg - lidt ligesom vi kender et valg herhjemme.

  • I en lille håndfuld stater - heriblandt Iowa og Nevada - afholder man opstillingsmøder, kaldet 'caucus'. Ved opstillingsmøder samles partimedlemmerne på skoler, i kirker eller i forsamlingshuse for at diskutere og udpege den kandidat, de støtter.

  • Til juli vælger Demokraterne endeligt deres præsidentkandidat. For at få nomineringen skal man sikre 1.991 delegerede, som bliver fordelt i valgene.

Da sejren stod klar lørdag aften, var hovedpersonen allerede taget videre til Texas, hvor han talte ved et vælgermøde i San Antonio.

- Vi har lige samlet en koalition på tværs af generationer og race, og den vil ikke bare vinde i Nevada, men feje ind over hele landet, lød det fra Bernie Sanders, der fortsatte:

- Ingen valgkampagne har en græsrodsbevægelse som vores, og det er derfor, vi vil vinde det her valg.

Nevada har, i modsætning til de andre stater der har afholdt valg, en langt større andel af ikke-hvide vælgere - heriblandt næsten en tredjedel latinoer og ti procent sorte.

Derfor er lørdagens resultat også set som et tegn på, hvordan kandidaterne vil klare sig blandt de forskellige vælgergrupper på landsplan - ikke mindst i de store stater Californien og Texas, der sammen med 12 andre stater afholder valg den 3. marts, den såkaldte Super Tuesday.

Den vigtige to'er

Netop de forskelligartede vælgergruppe har været det, Joe Biden har sat sin lid til.

For hvor der ikke har hersket megen tvivl om, at Sanders ville løbe med flest stemmer i Nevada, har der omvendt været mere usikkerhed om, hvem der ellers kunne vinde stemmerne i ørkenstaten.

Vicepræsident Joe Biden spår sejr i South Carolina i næste uge. (Foto: PATRICK T. FALLON)

Efter to meget skuffende resultater i Iowa og New Hampshire havde den tidligere vicepræsident brug for en topplacering i Nevada - en plads, han sikrede sig ikke mindst med støtte fra flere af statens magtfulde fagforeninger.

- Vi har ikke de endelige resultater, men jeg har en god følelse. Pressen er hurtig til at afskrive mig, men vi er stadig i live, vi er på vej tilbage og vi vil vinde, sagde Biden.

Han gjorde samtidig opmærksom på det seneste døgns nyheder om, at den amerikanske efterretningstjeneste har set tydelige tegn på, at Rusland ligesom i 2016 forsøger at påvirke den amerikanske valgkamp. Både til fordel for Donald Trump, men også for Bernie Sanders.

Biden indikerede, at Rusland bakker Sanders op, fordi Sanders ikke vil være i stand til at slå Trump af præsidentposten.

- Så lad os give Trump præcis det, han ikke vil have: Joe Biden som modkandidaten, sagde Biden, hvorefter hans tilhængere begyndte at råbe "Let's go, Joe".

Pete Buttigieg langede ud efter Sanders i sin tale. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA)

Langer ud efter Sanders

Han var dog ikke den eneste, der langede ud efter Bernie Sanders. Pete Buttigieg, der har ført feltet sammen med Sanders, brugte en del af sit valgfest på at minde om, hvorfor der er brug for et alternativ til den 78-årige senator.

- Sanders tror på en ufleksibel og ideologisk revolution, der vil udelukke de fleste demokrater for ikke at nævne de fleste amerikanere, sagde Buttigieg.

Han fremhævede særligt Sanders' plan for offentlig sundhedsforsikring, som langt fra alle i Det Demokratiske Parti støtter, fordi de vil beholde muligheden for et privat alternativ.

- Jeg vil gerne lykønske Sanders med en stærk sejr, også fordi jeg ved, vi deler mange af de samme idealer. Men før vi tildeler ham nomineringen i det ene forsøg, vi får til at udfordre præsidenten, så lad os tage et alvorligt kig på, hvad der er på spil for vores parti, for vores værdier og for dem, der står til at miste mest, sagde den tidligere borgmester.

Pengemaskinen Warren

Elizabeth Warren er blevet rost for sin debatpræstation i Las Vegas onsdag, men den blev ikke helt vekslet til stor succes i Nevada, hvor hun endte lige udenfor top tre.

Til gengæld glædede senatoren sig over de mange millioner, hun har indsamlet de seneste dage.

- Tak for at holde mig inde i kampen, sagde Warren, der efter eget udsagn har indsamlet ni millioner dollars - omtrent 62 millioner kroner - de seneste tre dage.

Mange millioner har dog ikke givet pote for milliardæren Tom Steyer, der har brugt mindst ti millioner på valgreklamer i Nevada, men foreløbig står til at ende i bunden.

Alligevel var der optimistiske toner for rigmanden, der, ligesom Michael Bloomberg, bruger et trecifret millionbeløb af egen lomme på at føre kampagne.

Steyer forsikrede sine vælgere om, at han vender stærkt tilbage om en uge i South Carolina og holder fast indtil Super Tuesday den 3. marts.

Spørgsmålet er, om alle otte tilbageværende kandidater har planer om at fortsætte deres kampagne indtil Super Tuesday, hvor 14 delstater afholder valg på samme tid.

En tredjedel af de delegerede, som kandidaterne skal have flertallet af for at blive valgt, bliver fordelt den dag. Det er endnu uvist, hvordan Nevadas 36 delegerede har fordelt sig, fordi ikke alle stemmer er talt op.