Værste angreb i 16 år: Bilbombe dræber 20 i Colombia

Oprørsgruppen ELN er mistænkt for at stå bag angrebet mod en politiskole i Bogota.

Kriminalteknikere sikrer gerningsstedet på Escuela General Santander de la Policia i Bogota. (Foto: MAURICIO DUENAS CASTANEDA © Scanpix)

En ladvogn med sprængstoffer eksploderede i går på et politiakademi i Colombias hovedstad Bogota.

20 mennesker mistede livet, og 68 blev kvæstet, oplyser politiet i Colombia fredag morgen dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP. En gerningsmand er også død.

Angrebet er det værste af sin art i Bogota i 16 år. Colombias præsident, Ivan Duque, beskriver det som en "vanvittig terrorhandling" og har erklæret landesorg i tre dage.

I aftes samlede borgere sig ved politiskolen for at ære ofrene for angrebet. (Foto: LUISA GONZALEZ © Scanpix)

Gerningsmand identificeret

Myndighederne har identificeret personen bag angrebet mod politiskolen, som normalt har et højt sikkerhedsniveau.

Øjenvidner fortæller, at de hørte en kraftig eksplosion, der fik vinduerne til at smadre i flere bygninger i nærheden.

Det er fortsat uopklaret, om den skyldige agerede på egen hånd, eller om han er tilknyttet en gruppe.

Mistanken samler sig om oprørsgruppen ELN, som på det seneste har optrappet deres angreb mod politiet.

Det skyldes en konflikt med præsident Duque om, hvordan fastlåste fredsforhandlinger skal komme i gang igen.

Ifølge offentlig anklager Nestor Humberto Martinez blev det køretøj, som blev brugt i angrebet, senest synet på et værksted i Arauco-provinsen, som er kendt for at være en højborg for ELN-bevægelsen.

Colombia's præsident, Ivan Duque, afbrød en rejse for at håndtere krisen. (Foto: LUISA GONZALEZ © Scanpix)

Farc og narkokarteller

I årtier har Bogotas indbyggere levet i frygt for at blive ofre for bombeangreb.

Både oprørsgrupper og narkokarteller har i nyere tid gennemført terrorhandlinger i hovedstaden.

I de seneste år er sikkerheden dog blevet markant forbedret og angrebene mærkbart færre, efter der blev indgået en fredsaftale med den største oprørsgruppe, Farc, der nedlagde våbnene i 2016.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter