Værste angreb i 70 år: Gigantiske græshoppesværme raserer Kenya

Sulten truer i flere østafrikanske lande, som ifølge FN har hårdt brug for akut hjælp til at bekæmpe insekterne.

Luften er tyk. Ikke af spænding og ikke af et truende regnvejr.

Luften er tyk af græshopper i Kenya, og det har ikke været så slemt i 70 år.

Flere hundrede millioner græshopper raserer landet, men også de nærtliggende lande Somalia og Etiopien er ramt. Insekterne æder de afgrøder, de sultplagede lande desperat har brug for. Det skriver The Guardian.

Selv en lille sværm kan ifølge FN fortære afgrøder, som ellers kunne have brødfødt 35.000 mennesker - på en enkelt dag.

  • 200 km øst for hovedstaden i Kenya, Nairobi, ses her massive sværme af græshopper. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • De lokale har ikke mange midler mod græshopperne. Her ses en landmand forsøge at jage dem væk fra afgrøderne. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • Landmanden Theophilus Mwendwa kæmper for at få græshopperne væk. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • Ørkengræshoppen er den værste af slagsen, ifølge FN. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • Kenya har ikke været så hårdt ramt i 70 år. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • Fødevaresituationen i regionen er den væreste i 25 år, ifølge FN. (Foto: Dai Kurokawa © Scanpix)
  • De østafrikanske lande er i forvejen hårdt prøvet efter lang tids tørke. (Foto: SVEN TORFINN / FOOD AND AGRICULT © Scanpix)
1 / 7

- Vi må handle med det samme, siger David Phiri fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation.

Bliver sprøjtet

Der er brug for 70 millioner dollars eller godt 475 millioner kroner, som skal bruges på at sprøjte de mange kvadratkilometer berørt land med pesticider, som er den eneste effektive måde at bekæmpe insekterne på lige nu.

De lokale myndigheder i Kenya oplyser, at en enkelt sværm kan indeholde op mod 150 millioner græshopper per kvadratkilometer.

De flytter sig ved hjælp af vinden, og kan derfor bevæge sig op mod 150 kilometer på en dag.

En særlig stor sværm i Kenya er målt til at være 60 kilometer lang og 40 kilometer bred.

Græshoppernes gode forhold

Får myndighederne ikke bugt med insekterne, vil de lægge æg og snart formere sig yderligere.

Ifølge en klimaforsker i Nairobi, Abubakr Salih Babiker, er det netop 'exceptionelt' gode yngleforhold, der er en del af forklaringen. Rekordmeget regn og høje temperaturer i yngleområderne er ideelt for græshopperne, og de forhold skyldes klimaforandringerne, siger han til The Guardian.

Græshopper lægger med mellemrum store landområder i Afrika øde.

I 2007 hærgede stimer af græshopper også netop Kenya.

Og det vestlige Afrika oplevede også de sultne insekter i 2004, da sværme af græshopper fløj tværs over det nordlige og vestlige del af kontinentet.

Inden det voldsomme græshoppe-angreb stod næsten 20 millioner mennesker over for en meget usikker fødevaresituation som følge af lange perioder med både tørke og oversvømmelser.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter