Vagtmand beklager drabet på Trayvon

Den amerikanske vagtmand, der er sigtet for drab på en sort teenager, siger undskyld til teenagerens forældre.

Nedskydningen af den 17-årige teenager Trayvon Martin i Florida i USA har vakt opsigt over hele USA og genåbnet gamle racesår. (Foto: Adrees Latif © Scanpix)

Vagtmanden George Zimmermann, der er sigtet for at have dræbt den ubevæbnede teenager Trayvon Martin i byen Sanford i Florida, giver i retten udtryk for sin medfølelse over for den 17-årige drengs forældre.

- Jeg beklager tabet af jeres søn, siger han.

- Jeg kendte ikke hans alder. Jeg troede, han var lidt ældre end mig. Jeg vidste ikke, om han var bevæbnet, siger George Zimmerman, som har erkendt at have skudt den unge mand i slutningen af februar.

Hævder at drabet skete i selvforsvar

Zimmerman, der er selverklæret vagtmand, patruljerede i sit nærområde som frivillig i et naboværn, da drabet fandt sted.

Han hævder selv, at han skød Trayvon Martin i selvforsvar, men hans telefonsamtale med politiet den skæbnesvangre aften efterlader et noget andet indtryk.

Trayvon bevægede sig langsomt, han kiggede sig omkring og virkede som om, han var påvirket af stoffer, sagde Zimmerman, der ignorerede politiets råd om at holde sig på afstand af teenageren.

Hævder at være fredelig

Det var fjerde gang i løbet af det seneste år, at Zimmerman kontaktede politiet under sin vagtrunde for at informere om sorte personer, der virkede "mistænkelige".

Ved retsmødet fredag forsikrede den 28-årige drabsmands kone og far dommeren om, at Zimmerman ikke er nogen voldelig person. De lovede at sørge for, at han ikke ville flygte, hvis han bliver løsladt mod kaution.

- Jeg har aldrig oplevet ham voldelig på nogen måde - medmindre han blev provokeret, og så ville han altid vende den anden kind til, siger Robert Zimmerman, den drabssigtedes far.

Kaution på 850.000 kroner

Anklagemyndigheden frarådede retten til at løslade Zimmerman mod kaution, men dommeren vurderede, at han kan forlade sin celle til gengæld for 150.000 dollar svarende til omtrent 850.000 kroner.

Nedskydningen af den sorte teenager har vakt opsigt over hele USA og genåbnet gamle racesår.

Præsident Barack Obama har kaldt drabet for en "tragedie" og sagt, at det er "bydende nødvendigt", at politiet efterforsker alle aspekter af sagen.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter