Valg i Israel: Religiøs zionisme på røde, høje hæle

I dag går Israel til valg, og spørgsmålet er, hvem premierminister Benjamin Netanyahu kommer til at danne regering med.

Ayelet Shaked, partiet Det jødiske Hjems frontkvinde, skal trække ikke-troende vælgere til partiet. (Foto: Peter Langkilde © DR)

Israels premierminister Benjamin Netanyahu er så godt som sikker på et genvalg, når israelerne i dag stemmer til Knesset. Spørgsmålet er, hvem han vil danne regering med. Det ultra-nationalistiske bosætterparti "Det jødiske Hjem" spås fremgang fra 3 til 14 mandater.

Den 40-årige partileder af "Det jødiske hjem", Naftali Bennett, er for en del israelere et farverigt, frisk pust på den radikale højrefløj. En mand, der har fået succes med at kombinere sin militærbaggrund med kapitalistisk entreprenørship. En mand, der forsøger at give religiøs zionisme et nyt kosmopolitisk og til dels sekulært strøg, og gøre bosætterideologien til mainstream i Israel.

- Jeg vil gøre alt for, at palæstinenserne aldrig nogensinde får en stat, siger han og lægger ikke skjul på, at de palæstinensiske områder skal indlemmes i Israel, siger han.

Første nationalreligiøse kvindepolitiker

Partiets sekulære kvinde, den første af slagsen nogensinde i et national-religiøst parti, er Ayelet Shaked fra Tel Aviv. Hun skal trække ikke-religiøse vælgere til, der ligesom partiet har fokus på israelsk territorium og ønsker annektering af 60 pct. af Vestbredden. Mellem to valgmøder fortæller hun mig grunden til, hvorfor partiet ifølge meningsmålingerne står til at få 14 mandater.

- Det er fordi, vi siger tingene, som de er. Vi er ærlige. Både når det gælder palæstinenserne og en tostatsløsning som ikke er mulig og i forhold til økonomien og Israels udfordringer på det punkt, siger hun.

På et billede i The New Yorker optrådte hun for nylig i stram kjole og røde højhælede sko. En stærk kontrast til de mere afdæmpet klædte national-religiøse hun taler til denne aften i det nordlige Israel. Flere af de fremmødte til et vælgermøde går hende da også på klingen om, hvorfor hun er sekulær, når alle ved, at Gud er der.

- Det er ikke altid nemt at være ikke-troende, men jeg tror på, at vi skal føre ortodokse og sekulære sammen, siger Ayelet Shaked efter mødet.

Ung attraktiv kvinde giver fremgang

Den politiske analytiker, professor Abraham Diskin fra Hebrew University i Jerusalem, ser flere grunde til partiets fremgang.

- Naftali Bennett er en attraktiv politiker. En ung succesfuld person, hvis slogan har været, at han starter noget nyt. Det har tiltrukket stemmer, bl.a. fordi Netanyahu og Lieberman er gået sammen og Lieberman bliver set som moderat og anti-religiøs, så vil nogle vælgere hellere gå til Bennett, siger Diskin.

Partiet er endvidere lykkedes med at reklamere online og på de sociale medier på en måde, der ikke skræmmer sekulære stemmer væk.

Kommende regeringDet store spørgsmål er, hvem Netanyahu vil danne regering med, og hvilken rolle Bennetts parti kommer til at spille.

Netanyahu kan vælge at forme en koalition med, hvad han kalder sine "naturlige partnere" - de religiøse og konservative partier. Eller han kan forsøge at række ind over midten til partier, der for eksempel ønsker en blidere kurs over for palæstinenserne og en løsning på konflikten.

I begge tilfælde virker et gennembrud i fredsforhandlingerne som langt væk, mener nogle analytikere, som ikke kan forestille sig, at en Natanyahu-ledet regering vil imødekomme palæstinenserne med krav, de kan være med på for at genoptage forhandlingerne. Især fordi Netanyahu fortsætter bosættelserne - senest har han bebudet 3500 nye boliger i det kontroversielle område E1, der yderligere vil separere Vestbredden fra Østjerusalem. Palæstinensernes krav for genoptagelse af forhandlingerne er at bosættelserne stopper.

Højreradikale med forbindelse til USA

Mange israelere er af den overbevisning, at den kommende regering højest sandsynligt vil blive mere hardline og højredrejet end den afgående. I den liberale avis Haaretz beskæftiger journalisten Anshel Pfeffer sig i en klumme med det faktum, at mange af de højreradikale i den kommende regering har forbindelser til USA eller er født der.

Som en opsang til amerikanske jødiske ledere skriver han, at "Israel er i store problemer, men jeres gode intentioner, kloge ord og jeres dollars kan ikke redde os, når den amerikanske jødedoms virkelige gaver til Israel er Bibi, Bennett, Gimpel og Marzel.

Udover Netanyahu er det Naftali Bennett og Jeremy Gimpel fra partiet "Det jødiske hjem" og Baruch Marzel fra den yderste højrefløj, han henviser til.

Hvis Netanyahu som forventet bliver genvalgt, har han seks uger til at forme en ny regering.

Se mere om valget i TVA i aften kl. 18.30 og 21.30.

Facebook
Twitter