Valg i Turkmenistan

Turkmenistan skal til februar vælge en afløser for deres præsident på livstid efter, at han pludselig døde i sidste uge. Seks skal dyste om præsidentposten. .

Folkerådets 2.500 medlemmer i Turkmenistan har godkendt de 6 præsidentkandidater. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Turkmenistan har udskrevet præsidentvalg til den 11. februar efter, at landets leder pludselige døde af et hjertetilfælde i sidste uge.

Den afdøde præsident havde siddet på posten i 21 år og var udnævnt til leder på livstid. Han døde uden at have udpeget en efterfølger.

Godkendte kandidater

Derfor har folkerådet udpeget seks præsidentkandidater, som bliver de eneste, der får lov til at stille op.

De blev i dag godkendt af rådets 2.500 medlemmer på et ekstraordinært møde i hovedstaden Ashgabat. Der er ikke lagt ikke op til omvæltninger, fordi alle kandidater tilhører det eneste tilladte, Demokratiske Parti.

Midlertidig præsident

Men nogle fingerpeg om, hvem der står stærkest, er der nu alligevel. Helt efter bogen skulle det have været parlamentsformanden, som trådte til som midlertidig præsident.

Det kunne dog ikke lade sig gøre, fordi han blev anklaget for korruption i samme øjeblik, dødsfaldet var blevet kendt. I stedet har en vicepremierminister og sundhedsminister overtaget embedet, men det er ikke oplyst, hvem har udnævnt ham.

Berdymuchammedov

Han hedder Gurbanguly Berdymuchammedov, er tandlæge af uddannelse, og yngre end den afdøde præsident. Ifølge nogle kilder stammer han fra samme område som han eller måske ligefremt er i familje med den afdøde præsident Nijazov.

Berdymuchammedovs kandidatur blev vedtaget enstemmigt af folkerådet, der ved samme lejlighed ændrede forfatningen, så han kunne stille op, selvom han er midlertidig præsident.

Rige naturgasreserver

Iagttagere peger på, at deltagerne i kampen om lederposten er sikkerhedstjenesterne, militæret, energisektoren og de organiserede kriminelle grupper, der har tætte forbindelser til statsapparattet.

Turkmenistan menes at råde over verdens femtestørste reserver af naturgas. Derfor kan uro eller borgerkrig i landet rokke ved Ruslands og Europas energiforsyning.

Facebook
Twitter