Selin Türker er journalist på DR's udlandsredaktion med særligt kendskab til Tyrkiet.
Han er en lav mand med et veltrimmet gråt overskæg, ovale briller og gråt hår.
Han ligner lidt Mahatma Gandhi – den åndelige leder for Indiens uafhængighedsbevægelse i årene efter 1. verdenskrig. Men det er ikke den eneste grund til, at Kemal Kilicdaroglu i tyrkiske og internationale medier bliver beskrevet som “Tyrkiets Gandhi”.
Hvis man skal tro hans kone gennem 49 år, så er han umulig at skændes med. Han bliver beskrevet som en mand, der altid rejser sig op, når en person træder ind i rummet. En, der altid giver hånd, og en, der aldrig hæver stemmen eller afbryder andre.
Han skal på søndag forsøge at vælte “Tyrkiets stærke mand,” præsident Recep Tayyip Erdogan, af pinden efter 20 år. Og Kilicdaroglu er en af de eneste præsidentkandidater, de seneste to årtier, der reelt har chance for at vinde over Erdogan.
Det har han, fordi han lover tyrkerne noget nyt – et vaskeægte paradigmeskift. Kilicdaroglu vil give folket mere magt, og så vil han skubbe Tyrkiet i en mere vestlig retning, siger han.
Den 14. maj skal tyrkerne til stemmeboksen, hvor de skal beslutte, om de vil beholde den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, eller om de vil lade oppositionsleder Kemal Kilicdaroglu give sit bud på, hvilken vej landet skal gå.
Kilicdaroglu-støtter til et vælgermøde i maj 2023.
I skole i bare tæer
Politikere har ofte en baggrundshistorie, som de bruger til at promovere sig selv som en mand af folket. Recep Tayyip Erdogans historie er, at han voksede op i Istanbuls hårde arbejderkvarter og tjente til sine studier ved at sælge simit – et rundt tyrkisk brød med ristet sesam, som spises i alle dele af landet.
Det samme har Kemal Kilicdaroglu. Han er én ud af syv søskende og kommer fra et fattigt kvarter i byen Tunceli i det østlige Tyrkiet. Kilicdaroglu voksede op med en hjemmegående mor og en tjenestemand som far. Han beskriver sin barndom som fattig bondedreng og har blandt andet fortalt, hvordan han ofte gik i skole i bare tæer, fordi de ikke havde råd til sko.
Kilicdaroglu ville egentlig være skolelærer, men endte alligevel med at læse økonomi på universitetet i Ankara, hvorefter han arbejdede sig op og blev kontorchef i Skattevæsenet.
Kilicdaroglus fortælling er historien om en fattig “underdog”, der kæmpede sig til toppen. Præcis ligesom Erdogans fortælling.
Men her stopper parallellerne mellem de to mænd så også.
I dag har Kilicdaroglu nemlig dedikeret hele sin karriere til at vælte Erdogan af magten. Han har i årevis forsøgt at vinde over præsidenten, men det er ikke lykkedes endnu.
Faktisk, så har Erdogan ikke tabt et valg siden 1989, hvorimod Kilicdaroglu ikke har formået at få flere sæder til sit parti i parlamentet i over ti år.
Kemals køkken
Han sidder ofte i sit køkken med et papir og en kop te foran sig og taler ind i kameraet.
Bag ham står der potter og pander på komfuret og opvask på et stativ. Nogle gange ligger der et bundt persille eller en skål citroner.
Kemal Kilicdaroglu sidder ofte i dette set-up, når han taler til sine vælgere.
“Gencler,” siger han, og henvender sig direkte til “de unge”. Mange af de samme ting går igen, når Kilicdaroglus opfordrer de knap fem millioner førstegangsvælgere, der skal til stemmeboksen den 14. maj, til at stemme på ham. Hans slogan er blevet “Haydi Türkiye”, som betyder “kom så Tyrkiet”.
Kilicdaroglu og hans to vicepræsidentkandidater til et vælgermøde i år.
Men særligt én video har skabt en masse debat under valgkampen og er blevet set 115 millioner gange. I videobeskrivelsen har Kilicdaroglu skrevet et enkelt ord: Alevi.
I en tre minutter lang video fra den 19. april taler Kilicdaroglu nemlig åbent om, at han er alevi. Alevi er et muslimsk mindretal, der hovedsagelig består af tyrkere og kurdere. De adskiller sig fra sunni-muslimer – som 77,5 procent af tyrkerne er – ved, at man hverken faster under ramadan, tager på pilgrimsrejser eller beder.
Og netop derfor er det heller ikke en specielt anerkendt religion i Tyrkiet, da mange ikke mener, at alevi har meget med islam at gøre.
Videoen tiltrak en masse opmærksomhed, da det er første gang, at en præsidentkandidat taler åbent om at tilhøre en minoritet, som mange muslimer ikke anerkender.
Pointen med at tale om, at Kilicdaroglu er alevi, er, at han ønsker at understrege, at han vil skabe et mere inkluderende Tyrkiet. Ikke kun et Tyrkiet for sunni-muslimer, ikke kun et Tyrkiet for alevi eller andre trosretninger, men et Tyrkiet for alle tyrkere, der ønsker at være en del af det.
Kilicdaroglu argumenterer nemlig for, at han vil “gøre Tyrkiet til en del af den civiliserede verden igen,” ved blandt andet at forbedre forholdet til USA, Nato og EU.
I Kilicdaroglus logik vil et bedre forhold til Vesten automatisk rette op på den historisk dårlige økonomiske situation i Tyrkiet.
Han argumenterer blandt andet for, at det vil føre til, at flere vestlige investorer vender tilbage, og at rige og uddannede tyrkere, der har forladt landet under Erdogans styre, vil vende hjem igen.
Kilicdaroglu lover desuden at genindføre forfatningsloven, som blev afskaffet under præsident Erdogan. Det vil betyde mindre magt til præsidenten, mere magt til parlamentet, og en genindførelse af posten som premierminister.
Kilicdaroglu siger selv, at han ikke har ambitioner om at blive siddende som præsident i mere end én periode. Han siger, at han vil trække sig efter fem år for at "tilbringe tid med sine børnebørn."
Men det kan i realiteten blive langt sværere.
Sprækker i koalitionen
Bag Kilicdaroglu står fem andre partier. De består af alt fra konservative nationalister til kurdere og afhoppere fra Erdogans parti, AKP. Med andre ord en broget skare, der ikke kan blive enige om meget andet end, at de ønsker at vælte Erdogan af pinden.
Desuden har det pro-kurdiske parti, HDP, slugt en kamel og valgt at pege på Kilicdaroglu som præsident, selvom de historisk har været uenige med Kilicdaroglus parti, CHP.
HDP er heller ikke med i koalitionen, blandt andet fordi nogle af partierne bag Kilicdaroglu ikke ønsker at samarbejde med det pro-kurdiske parti.
Erdogan bruger den brogede koalition til sin fordel ved blandt andet gang på gang at nævne, at partierne ikke har nogen fælles politik, og at han derfor mener, at de umuligt kan gennemføre reformer og lovændringer sammen.
Sprækkerne i koalitionen viste sig allerede i marts måned, hvor de seks partier ikke kunne blive enige om, hvorvidt Kemal Kilicdaroglu skulle være præsidentkandidat, eller om man skulle gå med en anden. Flere partier pegede på Istanbuls overborgmester, Ekrem Imamoglu.
En hård kamp forude
Selv hvis Kilicdaroglu vinder præsidentvalget, så lader det altså til, at han kommer til at have meget svært ved at få gennemført sin den politik. Ikke nok med at hans støttepartier ikke er enige i meget af Kilicdaroglus politik, så er en stor del af pressen i Tyrkiet styret af Erdogan, og samtidig er det Erdogan, der har udnævnt langt de fleste dommere i landet. Han vil derfor fortsat vil have indflydelse på retssystemet.
Kilicdaroglu lover blandt andet også, at hvis han vinder valget, så vil tyrkerne kunne rejse rundt i Europa uden et visum. En påstand, som blandt andet Tyskland har afvist.
Alligevel har Kilicdaroglu formået at samle stor opbakning, ikke så meget på grund af hans egen person eller karisma, men mere fordi han står i direkte kontrast til det Tyrkiet, som befolkningen har levet med i 20 år.
Om tyrkerne ønsker Kilicdaroglus mere mangfoldige og vestligt orienterede land, eller om de fortsat ønsker Erdogans religiøse og konservative Tyrkiet, det får vi svar på den 14. maj.