Steffen Gram: Kavaleri på vej for at redde Hillary

Spansktalende amerikanere stemmer i stort tal – mod Trump.

Ifølge Washington Post vil 67% af USA's latinovælgere stemme på Hillary Clinton, når de på tirsdag skal til stemmeurnerne. (Foto: John gress © Scanpix)

Donald Trumps slaglinje i det sidste døgn har været: ”Hillary Clinton vil blive anklaget ved et nævningeting”. Det er sagt med rolig stemmeføring for at skærpe troværdigheden – og rædslen for den ”kriminelle Hillary” blandt vælgerne.

Problemet er bare: Det passer ikke!

Trumps dystre forudsigelse stammer fra tv-værten Brett Baier på FOX – der har beklaget. ”Det passer ikke. Jeg begik en fejl!”

Men nu er Trumps påstand ude i cyber. Og i denne post-faktuelle valgkamp bliver sådanne påstande hængende på nettet. Og de medier, der gør sig den ulejlighed at ”fact checke”, bliver kun læst af dem, der stadig deltager i den rasende politiske debat – ikke af de troende.

Dertil kommer, at et republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra Texas har sat ord på, hvad der simrer blandt republikanske lovgivere, at de pønser på at stille Hillary Clinton for en Rigsret efter valget.

Hun skal ganske enkelt ”de-legitimeres” – gøres ”ulovlig", gøres "kriminel” - før hun i givet fald kan ende med at vinde valget.

Og Hillary Clinton tordner videre mod Donald Trump og alt, hvad han står for. Hun angriber Trump for ikke at tage afstand fra Ku Klux Klan, der åbent har kastet sin støtte bag Trump.

Præsident Barack Obama taler om, at det amerikanske demokrati står på spil.

Valgkampen har splittet befolkningen

Tone og stemning i USA er forgiftet. Vælgerne står som to blokke over for hinanden i hver sin verden. Familier er splittede. Venskaber brudt sammen i kølvandet af valgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton.

Amerikanere, jeg kender, siger, at de er holdt op med at tale politik – og bare venter på, at få det overstået.

Og et snit af meningsmålingerne viser, at det valg Clinton stort set havde pakket sammen for to uger siden, i dag er ”too close to call!” – er i dag svært at spå kvalificeret om, selvom Clintons vej til Det hvide Hus stadig er den mest direkte.

Stater, der for bare en uge siden, var klart lyseblå og hældede mod Clinton, kan nu gå hver vej.

Donald Trump – general og officerskorps i en og samme person – for den republikanske milits, har rystet Hillary og demokraterne. og sendt ikke mindst præsident Obama på overarbejde for at redde sejr og eftermæle.

Clinton-kampagnen har sendt alt af sted til de politiske frontafsnit: Michelle Obama bombarderer æteren på de sorte radiostationer. Mega-stjerner som Beyouncé og Jay-Z er hos de unge – sammen med Hillary. Bill Clinton er hos de hvide bilarbejdere i Detroit. For bare at nævne nogle få.

Og Tim Kaine, Hillary Clintons spansktalende vicepræsidentkandidat, har brugt tid i Arizona – en stat, der plejer at stemme republikansk. Det er ikke de republikanske stemmer Kaine forsøger at omvende. Han – og demokraterne – forsøger at få latinoerne (hispanics), de spansktalende vælgere, mobiliseret som kavaleriet, der kommer Hillary Clinton til undsætning i sidste øjeblik.

For latinoerne kan blive det kavaleri, der redder Hillary Clinton nu, hvor hun risikerer, at andre svigter hende, f.eks. de unge sorte, der var med til at bære Obama til sejr. For de ser ikke ud til at stemme med samme begejstring i år som i 2008 og 2012. Hendes skandaler har en pris.

Retorikken overfor latinoer kan koste Trump dyrt

Men Trumps racistiske udtalelser om latinoerne i hele det forgangne år har også en pris. Den hedder – dramatisk stigning i latinoernes valgdeltagelse! Og det er ikke til Trumps fordel.

Det republikanske Parti, som Donald Trump erobrede under primærvalgkampen, havde besluttet sig for at række ud mod minoriteterne – ikke mindst mod latinoerne, den hurtigst voksende minoritet i USA. For republikanerne kan også læse de demografiske statistiker og fremskrivninger. Det parti, der ikke har solid opbakning blandt latinoerne om ti, tyve og tredive år, får ingen indflydelse.

Men Trump smed latinoerne ud med vandet. Mexicanerne var voldtægtsforbrydere, narkohandlere og mordere, sagde han og erklærede, at en Trump-administration ikke bare vil bygge en mur til Mexico, men også stramme indvandringen fra Central- og Latinamerika dramatisk.

Så i dag ser 69 % af latinoerne positivt på Hillary Clinton og 71 % på det demokratiske parti. Til gengæld ser 76 % af latinoerne negativt på Donald Trump og 66 % negativt på det republikanske parti. Og da Washington Post spurgte latinoer, om valget i 2016 er mere eller mindre vigtigt end tidligere valg, svarede 78 %, at dette valg er vigtigere.

Flertal af latinoer vil stemme på Clinton

Washington Post gennemførte sin måling blandt latinoer fra 26. til 30. oktober og 67 % ville stemme på Hillary Clinton. Kun 19 % på Donald Trump.

Den stemning er slået igennem ude i de stater, hvor latinoerne for alvor tæller, i Arizona, Nevada, Florida, New Mexico og så i Texas, som latino-stemmer eller ej, nærmest er født republikansk, ikke mindst på grund af Bush-familien.

I Arizona udgjorde latinoerne 13,2 % af alle, der havde stemt i tirsdags, altså en uge inden selve valgdagen – 2-3 % flere end i 2012 og 5 % flere end i 2008. Det samme mønster viser sig i Nevada. I Texas har latinoerne i distrikterne langs grænsen til Mexico også stemt i langt større tal end nogensinde tidligere.

I Florida, hvor Trump og Clinton i dag står lige, er registreringen af latino-vælgere eksploderet, først og fremmest langs Interstate 4 mellem Orlando og Tampa.

Det er sket efter tilstrømningen af omkring en million latino-indvandrere fra Puerto Rico – det amerikanske territorium, der tidligere i år gik bankerot. Puertoricanerne har ikke glemt, at det var republikanerne i den amerikanske kongres, der modarbejdede en økonomisk hjælpepakke til Puerto Rico.

For en uge siden udgjorde latino-stemmerne i Florida 14,1 % af alle de stemmer, der var kommet ind.

Jeg beklager, hvis den slags tal kedelige! Men det er tallene, der afgør, hvordan et valg ender. Og tallene for latinoernes stemmer i svingstat efter svingstat vil være honning på Hillary Clintons pandekage.

For latinoerne kan ende med at blive det kavaleri, der redder hendes sejr hjem i sidste øjeblik.

Facebook
Twitter