Bernie Sanders til angreb på Novo Nordisk

Den amerikanske toppolitikker Bernie Sanders går til hårdt angreb på Novo Nordisks priser i en ny kampagne.

Bernie Sanders går i flæsket på Novo Nordisk i ny kampagne på sociale medier. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders går på de sociale medier til angreb på Novo Nordisks prisstigninger i USA.

Priserne på medicin er et stort tema i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Bernie Sanders fører kampagne for den demokratiske kandidat Hillary Clinton.

- Eli Lilly og Novo Nordisk går tydeligvis mere op i profit end deres patienter. Det er på tide at stoppe deres grådighed, skriver Bernie Sanders på det sociale medie Twitter.

https://twitter.com/SenSanders/status/793512434057175040

Her har han også lagt en video op, hvor han buldrer mod Novo Nordisk og dennes amerikanske konkurrent Eli Lilly:

- Folk dør eller bliver mere syge, fordi de ikke har råd til insulin, bare så Eli Lilly og Novo Nordisk kan lave deres skammelige profit, fremfører Bernie Sanders i videoen.

https://twitter.com/SenSanders/status/793503874451705856

Priser på medicin har været et stort tema i USA i en længere periode, fordi de på grund af landets komplicerede sundhedssystem ofte er langt, langt højere end i udlandet.

Det har fået flere politikere på banen, ikke mindst Hillary Clinton og Bernie Sanders.

Tidligere er medicinalselskaber, der bliver nævnt ved navn, faldet kraftigt på børsen. Markedet frygter, at selskaberne vil opleve et stort pres for at sætte priserne ned.

I efteråret 2015 sendte Hillary Clinton eksempelvis hele biotekmarkedet ned, da hun på Twitter skrev: Prisstigningerne for specialiserede lægemidler er en skandale. I morgen lægger jeg en plan.

USA er Novo Nordisks største og mest lukrative marked. Den seneste tid har der dog været mere prispres. Og det har sendt Novo Nordisks aktiekurs ned.

/ritzau/

Facebook
Twitter