Bush-barnebarn støtter Hillary Clinton

Lauren Bush Lauren er det første medlem af den republikanske Bush-familie, som offentligt støtter den demokratiske præsidentkandidat.

Den tidligere model Lauren Bush Lauren er den første i Bush-familien, som offentligt støtter op om Demokraternes præsidentkandidat. (Foto: Simon Knudsen © Scanpix)

Det kan godt være, at Lauren Bush Lauren er født ind i en ærkerepublikansk storfamilie, hvor både farfaren og onklen har været præsidenter i USA.

Men det betyder ikke, at hun støtter op om Det Republikanske Partis nuværende præsidentkandidat, Donald Trump.

Lauren Bush Lauren har nemlig offentliggjort et billede af den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, på sin Instagram-profil med hashtagget #ImWithHer (”Jeg er med hende” på dansk, red.).

Det er det hashtag, Hillary Clinton selv har bedt sine støtter om at bruge på de sociale medier.

Bush-modstand mod Trump

Lauren Bush Lauren er datter af Neil Bush, som er søn af USA’s tidligere præsident George H. W. Bush.

Hendes ene onkel er George W. Bush, som var præsident fra 2001 til 2008, mens hendes anden onkel er Floridas tidligere guvernør Jeb Bush, som selv prøvede at blive republikanernes præsidentkandidat i år.

Ifølge netavisen Politico er hun indtil videre den eneste fra Bush-klanen, som offentligt har støttet Hillary Clinton.

Men Jeb Bush har meddelt, at han ikke vil stemme på Donald Trump, og George W. Bush har endnu ikke støttet offentligt op om den omstridte mangemilliardær.

George H. W. Bush, som stod i spidsen for landet fra 1989 til 1993, har ifølge Politico sagt til sine venner, at han også vil stemme på Demokraternes præsidentkandidat. Den oplysning er dog ikke blevet officielt bekræftet.

Flere republikanske profiler har i de seneste dage vendt Donald Trump ryggen.

I weekenden trak partiets tidligere præsidentkandidat John McCain sin støtte, efter at en lydoptagelse, hvor rigmanden kommer med stærkt sexistiske kommentarer om kvinder, blev offentliggjort.

Senest har den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, meddelt, at han ikke længere vil forsvare Donald Trump eller hjælpe ham med præsidentkampagnen.

Facebook
Twitter