Clinton og Trump får partistøtte fra ansatte i danske firmaer

Danske firmaer i USA har indsamlet bidrag blandt ansatte og støttet valgkampen for både Hillary Clinton og Donald Trump.

Mens ansatte i danske firmaer i USA har doneret godt fire millioner kroner i partistøtte i 2016, er støtten til præsidentkandidaternes valgkamp ret beskeden. (Foto: Grafik Mads Rafte Hein © (c) DR)

Det er ikke den store pengepung, der er fremme. Men hvis man skal bruge udbetalingerne som ledetråd, så foretrækker ansatte i danske firmaer, at den næste amerikanske præsident er kvinde, demokrat og hedder Clinton.

Danske firmaer i USA har via de ansatte støttet Hillary Clinton direkte med godt 55.000 kroner. Donald Trump har fået blot 1.687 kroner fra indsamlingerne i de danske firmaer i USA.

34 gange mere end Trump

Det vil altså sige, at Hillary Clinton har fået 34 gange så meget i støtte af de danske firmaer som den republikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Det viser en gennemgang som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget af data fra den amerikanske føderale valgmyndighed Federal Election Commission FEC.

De direkte bidrag til de to præsidentkandidater udgør kun en lille del af den samlede partistøtte, som danske firmaer i USA via ansatte giver til de store, amerikanske politiske partier.

Støtter med millioner af kroner

I alt har dansk-ansatte bidraget med næsten fire millioner kroner til de politiske partier i USA.

Ansatte i danske firmaer foretrækker at betale partistøtte til republikanerne - og til Hillary Clinton. (Foto: Grafik Mads Rafte Hein)

Støtten sker først og fremmest via politiske medarbejderstyrede fonde, der er oprettet af ansatte i firmaerne. Fondene, de såkaldte PAC’s, indsamler penge fra de ansatte og fordeler bidrag til partier og kandidater.

Tre danske firmaer i USA har PAC’s, der har ydet partistøtte i år. Det drejer sig om Novo Nordisk, Lundbeck og A.P. Møller-Mærsk.

Novo Nordisk’s PAC ligger absolut i top med de største bidrag i år.

Ansatte i Novo Nordisk har ydet 3,14 millioner kroner i bidrag. Cirka 1,2 millioner kroner er gået til demokraterne og 1,8 millioner kroner til republikanerne.

Ikke en krone til Trump

Katrine Rud Von Sperling er vicedirektør og ansvarlig for mediekontakt hos Novo Nordisk. Hun skriver i et svar til DR, at Novo Nordisk’s PAC er tværpolitisk og sigter efter at fordele lige meget til republikanske som demokratiske politikere.

- I USA administrerer vores datterselskab, som det er almindeligt i amerikansk erhvervsliv, en PAC hvis midler stammer fra frivillige bidrag fra Novo Nordisks amerikanske medarbejdere, skriver Katrine Rud Von Sperling.

Novo Nordisk-ansatte har bidraget med næsten 45.000 kroner direkte til den demokratiske kandidat Hillary Clinton, men ikke en krone til modkandidaten Donald Trump.

Ulovligt med udenlandsk valgstøtte

Ifølge amerikansk lov skal al partistøtte der overstiger 200 dollars indberettes til valgmyndigheden FEC, der efterfølgende offentliggør data om støttebidragene.

Ved private bidrag har man pligt til at oplyse, hvem man arbejder for. Derudover har de PAC’s der indsamler og fordeler støttebidrag pligt til at lade sig registrere hos den amerikanske valgmyndighed FEC.

Det er ulovligt for udenlandske firmaer og personer at yde økonomisk støtte til den amerikanske valgkamp.

Men fordi støtten kommer fra amerikanske personer ansat i de danske firmaer og fra PAC’s der kontrolleres af amerikanske datterselskaber, så er det formentlig ikke i strid med amerikansk lov, siger juraprofessor fra Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen.

Store interesser i at støtte

- Jeg går ud fra, at de her virksomheder holder sig inden for de regler, der er i USA. Udlændinge må ikke donere direkte. Men det bliver formentlig ikke registreret som udenlandsk støtte, da der er tale om amerikanske datterselskaber, siger Jørgen Albæk Jensen.

Han har forsket i partistøtte, har siddet i den danske partistøttekommission og kender de amerikanske regler for støtte.

- Man kan jo spørge om danske virksomheder overhovedet skal blande sig i den amerikanske valgkamp. Men hvis man har et indregistreret firma i USA, så er man berettiget til at gøre det. Og man har jo lige så store interesser i at gøre det, som ”rigtige” amerikanere har. Det har jeg ikke så ondt af, siger Jørgen Albæk Jensen.

De små danske støttebidrag direkte til Donald Trump kommer fra ansatte i medicinalfirmaet H. Lundbeck.

Facebook
Twitter