Clinton vs Trump: Her er de fem vigtigste citater fra deres første tv-opgør

​Trump og Hillary talte i nat for første gang fra samme scene om valgkampens hede emner.

Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump (Foto: REUTERS © Scanpix)

Det var ikke en ægte debat - men i nat var første gang, at de to amerikanske præsidentkandidater, Hillary Clinton og Donald Trump, betrådte samme scene for at debattere de vigtigste emner i valgkampen.

Og der blev debatteret alt fra Irak over Rusland, til kampen mod terrorister, seksuelle overgreb i militæret og amerikanske krigsveteraner. Her kan du læse fem af nattens mest markante udtalelser.

Clinton: Vi indsætter ikke landstyrker på jorden i Irak igen

Hillary Clinton kaldte i sin tale bekæmpelsen af Islamisk Stat for hendes "største antiterror-mål".

Men det bliver uden amerikanske støvler - hverken på irakisk eller syrisk jord, slog hun fast.

- Vi kommer til at nedkæmpe Islamisk Stat uden at indsætte amerikanske landstyrker.

I stedet skal terrororganisationen bekæmpes gennem yderligere støtte til de irakiske og kurdiske styrker, der kæmper mod IS på landjorden.

Den støtte skal blandt andet være i form af overvågning, efterretning og rekognoscering. Clinton sagde samtidig, at hendes støtte til gå ind i Irak i 2002 var en fejl.

Trump: Vi skulle have taget olien

Donald Trump har af flere omgange kritiseret Hillary Clinton for netop at støtte det amerikanske engagement i Irak - en kritik, han gentog under nattens tale.

Han gentog også påstanden om, at han selv er - og altid har været - modstander af krigen i Irak - på trods af, at det flere gange er blevet dokumenteret, blandt andet af NBC og Vox, at han oprindeligt var fortaler for den amerikanske militærkampagne i Irak.

Trump udtalte sig blandt andet positivt om invasionen i Irak under et interview med den amerikanske radiovært Howard Stern i 2002.

Men Trump fastholder altså, at han - trods dokumentationen - aldrig har støttet invasionen.

- Jeg tror allerede, I ved det, fordi I har fulgt mig i lang tid, at jeg altid har sagt, vi ikke skulle have været der, men hvis vi skal ud derfra, så skulle vi tage olien med. Bare efterlade en gruppe, der kan indtage de områder, hvor der er olie.

- Folk ved ikke det her om Irak, men de har nogle af de største oliereserver i hele verden. I hele verden, lød det fra den republikanske kandidat.

Trump: Jeg har en plan

Donald Trump fik også mulighed for at fremlægge sine visioner for kampen mod Islamisk Stat.

Han har tidligere udtalt, at han, hvis han vinder præsidentembedet, vil give USA's generaler 30 dage til at udtænke en plan, der kan få IS ned med nakken.

I nattens debat understregede den republikanske kandidat endnu engang, at han også selv har en hemmelig plan for, hvordan man kan nedkæmpe terrorbevægelsen - den vil han dog endnu ikke vil afsløre.

- Hvis jeg vinder, har jeg ikke lyst til at afsløre overfor fjenden, præcis hvad min plan er, sagde Trump.

Clinton: Jeg begik en fejl, men...

Den verserende sag om Hillary Clintons brug af en personlig emailserver til korrespondance om fortrolige emner i sin tid som USA's udenrigsminister, kom også op under nattens tale.

Her beklagede hun endnu engang og forsikrede om, at hun ikke ville gentage fejlen.

Alligevel forsvarede hun visse email, blandt andet dem, der indeholdt informationer om USA's droneprogram. De indeholdt nemlig ifølge Clinton ikke fortrolige oplysninger.

- Der var ingen diskussioner om, hvorvidt hemmelige missioner skulle udføres eller ej, sagde Clinton.

Trump: Putin er en bedre leder end Obama

Kun den republikanske kandidat kom ind på forholdet til Ruslands Vladimir Putin - en statsleder, som Donald Trump med egne ord har "et meget, meget godt" forhold til.

Og Putin fik rigeligt med ros af Donald Trump, blandt andet for at være en god leder, for at have "stor kontrol over sit land" og for at have en folkelig opbakning på over 80 procent.

- Det er jo et andet system end vores, og ikke et system jeg bryder mig om, men der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved, at i det system har han være en bedre leder, end vores præsident har været, lød det fra Trump.

Det samme skete, da Trump blev spurgt til Putins støtte til Assad, Ruslands annektering af Krim, landets støtte til Iran og mistanken om, at det var Rusland, der stod bag et hackerangreb på Demokraternes nationale komite. Her var Trump igen hurtig til i stedet at lange ud efter den nuværende præsident, Barack Obama.

- Det ved ingen med sikkerhed om er rigtigt. Men vil du have, at jeg skal begynde at nævne nogle af de ting, som Barack Obama gør samtidig? Hvis Putin kalder mig genial, så tager jeg da gerne imod komplimentet, sagde Donald Trump.

De præsidentielle kvalifikationer

Begge kandidater fik også mulighed for at give deres bud på, hvilke kvaliteter det kræver for at kunne bære præsidentembedet.

- Temperament og dømmekraft, at kunne være sikker som en klippe, kombineret med styrken til at træffe de svære beslutninger, lød Hillary Clintons svar.

- Jeg har bygget en stor virksomhed. Jeg har rejst over hele verden. Jeg har haft med andre lande at gøre. Jeg tror, den største ting er, at jeg har en god dømmekraft. Jeg ved, hvad der foregår. Jeg har taget så mange beslutninger, lød svaret fra Donald Trump.

Nattens talerunde var den eneste af sin slags og forude venter tre reelle præsidentdebatter.

Der er i dag præcis to måneder til, at amerikanerne skal afgøre, om det bliver Hillary Clinton eller Donald Trump, der skal stå med nøglerne til det Hvide Hus.

Facebook
Twitter