DR I USA: Obamacare får mig til at stemme på Trump

Konstante prisstigninger i Obamacare presser Hillary Clinton op til præsidentvalget.

Millioner af amerikanere har modtaget et brev fra deres forsikringsselskab – med besked om, at deres sundhedsforsikring stiger i pris næste år – i gennemsnit 22 procent.

Årsagen er præsident Obamas reform af det amerikanske sundhedssystem – for flere skal forsikres – og så stiger prisen.

Obamacare er præsident Obamas største politiske projekt – det skulle sikre, at millioner af amerikanere fik ret til sundhedsforsikring. Men nu er reformen i modvind

Og det er et stort problem for Hillary Clinton og demokraterne i valgkampen – for Trump er, i modsætning til Clinton, gået til valg på at afskaffe reformen.

DR Nyheders korrespondent Oliver Routhe Skov har besøg en selvstændig frisør i Utah.

Frisøren Mikell Baughman har været nødt til at tegne en privat sundhedsforsikring.

Selvom familien har været forsikret, har de haft store sundhedsudgifter. Eksempelvis kostede det familien knap 65.000 kroner at få bragt deres barn til verden.

Deres forsikring dækkede kun en lille del af udgiften til fødegangen. Og nu stiger prisen igen.

Prisen er steget hvert år siden Obamas sundhedsreform blev vedtaget i 2010. Familiens månedlige udgift stiger nu med 1000 kroner.

Donald Trumps forslag om at afskaffe Obamacare er noget, som Mikell Baughman ser frem til.

- Jeg stemmer på Trump. Det her er en vigtig faktor for mig. Jeg er meget bekymret for min familie og vores fremtid, siger Mikell Baughman til DR Nyheder.

Trods prisstigningerne har Obamacare hjulpet en stor del af den amerikanske befolkningen.

Under 10 procent af befolkningen er i dag uden forsikring. 20 millioner amerikanere har fået en sundhedsforsikring siden Obamacare blev indført.

Facebook
Twitter