LISTE 16 valgløfter fra Donald Trump

Få et overblik over, hvad fremtiden - måske - bringer med Donald Trump som USA's 45. præsident.

Der hersker stor usikkerhed om, hvilken politik Donald Trump egentlig vil gennemføre som præsident. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

FAKTA: Trumps løfter til vælgerne

  • En begrænsning på hvor længe politikere kan sidde i Kongressen.

  • Krav om, at hver gang der indføres ny lov eller regel, skal der fjernes to eksisterende.

  • En ophævelse af alle "forfatningsstridige" dekreter udstødt af præsident Obama.

  • Færre offentligt ansatte.

  • Flere midler til ordenshåndhævelse og militære investeringer.

  • En skattereform med skattelettelser for middelklassen og virksomheder. Skatten for sidstnævnte skal sænkes fra 35 procent til 15 procent.

  • Indførelsen af et skattefradrag for pasning af børn og ældre.

  • Genforhandling eller tilbagetrækning af handelsaftalen NAFTA med Canada og Mexico og TPP med blandt andet Japan, Australien, Mexico og Canada.

  • Toldbarrierer, der har til formål at afskrække virksomheder fra at flytte arbejdspladser til andre lande.

  • Ophævelse af begrænsningerne på udvinding af olie, kul og naturgas.

  • Annullering af betalinger på milliarder til FN-klimaprogrammer. I stedet skal pengene bruges på vand- og miljøinfrastruktur i USA. Det står ikke klart hvilken infrastruktur, det dækker over.

  • Immigration: Deportation af mere end to millioner kriminelle, illegale immigranter. Såfremt deres oprindelsesland ikke vil have dem, skal der ikke udstedes visa til de lande.

  • En suspendering af immigration fra regioner, der er "plaget af terror", og hvor der ikke kan udføres "sikre" baggrundstjek af personer.

  • Alle personer, der skal ind i USA, skal igennem et "ekstremt baggrundstjek".

  • En mur til Mexico. USA vil lægge ud for opførelsen, men Mexico vil senere betale.

  • Sundhed:En afskaffelse af den såkaldte ObamaCare-sundhedsplan. I stedet skal der skabes øget konkurrence mellem private forsikringer.Kilder: www.donaldjtrump.com/ritzau/

Donald Trump har i den nu overståede valgkamp fremturet med kontroversielle og opsigtsvækkende enkeltudmeldinger.

Men flere har efterlyst konkrete politiske planer for, hvordan han egentlig vil 'make America great again'.

I sin første tale som kommende præsident talte han om sammenhold efter en uforsonlig valgkamp - og gav til sidst plads til at nævne især et politisk fokuspunkt:

- Vi skal fikse vores byers centrum og genopbygge vores motorveje, broer, tunneller, lufthavne, skoler og hospitaler. Vi skal genopbygge vores infrastruktur, så den bliver enestående, og det vil give arbejde til millioner af vores folk, mens vi gør det.

Stop for muslimsk indvandring

I talen understregede Trump, at han vil være en præsident for alle amerikanere på tværs af racer og religion. I valgkampen kaldte han dog mexicanere for voldtægtsforbrydere, og indvandring har været et gennemgående tema i Trumps valgkampagne.

Det vakte opsigt, da han tidligt meldte ud, at han ville forbyde muslimer indrejse til USA og bygge en "kæmpestor" mur på grænsen til Mexico for at stoppe den illegale indvandring. Som Mexico i øvrigt selv skal betale. I sit valgprogram skriver han desuden, at han vil suspendere indvandring fra terrorplagede lande.

Undervejs har han dog modereret sine udtalelser en smule. Han har dog aldrig svaret på, om han vil deportere de 11 millioner udokumenterede indvandrere, der bor og arbejder i USA og har gjort det i flere år. På samme måde vil han også afskaffe den lov, der betyder, at et barn født i USA automatisk får amerikansk statsborgerskab.

Siden sundhedsreformen Obamacare blev indført i 2010, har republikanerne arbejdet for at få 'the Affordable Care Act', som reformen egentlig hedder, rullet tilbage og Trump har kaldt sundhedsreformen "en katastrofe", eftersom den har betydet stigende priser for sundhedsforsikringer for nogle befolkningsgrupper.

USA skal ikke længere være politimand

Udenrigspolitisk har Donald Trump også bebudet en række vidtgående ændringer. Mest fremtrædende skal USA ikke længere være "verdens politimand".

Det betyder ifølge Trump, at Japan og Sydkorea selv må etablere et atomforsvar, fremfor at være beskyttet under USA's vinge. Samtidig skal de to lande bidrage mere til omkostningerne ved at have amerikansk militær udstationeret.

I samme stil har han kaldt den transatlantiske forsvarsalliance Nato "unfair", fordi USA står for en uforholdsmæssig stor del af udgifterne. I stedet skal USA øge sit eget forsvarsbudget.

Samtidig vil han genforhandle det, der betegnes som en af den siddende præsident Obamas store politiske sejre: Atomaftalen med Iran, ligesom han vil annullere flere af de frihandelsaftaler, der er blevet forhandlet af Obama. Det gælder også den store TTIP-aftale, som skal harmonisere lovgivning mellem USA og EU for at gavne handel over Atlanten.

Til gengæld har Donald Trump som præsidentkandidat talt for at USA skal engagere sig med landtropper i borgerkrigen Syrien, men siden tilføjet den betingelse, at det foregår i koalition med en række andre lande. Han også meldt ud, at han kan være klar til samarbejde med Syriens præsident Assad.

Vil træde ud af Paris-aftalen

Tilbage i 2012 tweetede Donald Trump, at han mente, konceptet global opvarming var opfundet af kineserne for at udkonkurrere USA.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/265895292191248385

Den udtalelse har han siden taget afstand fra, men i maj sagde han, at han som præsident vil udtræde af Paris-aftalen, ligesom han er imod miljøregulationer, som han anklager for at standse økonomisk fremskridt. Derfor vil han også annullere sin forgængers store klimareform, der skal reducere CO2-udslip.

Læs Trumps kontrakt med vælgerne om de første 100 dage her.

Facebook
Twitter