Redaktør om sexbeskyldninger: Timingen er perfekt for Demokraterne

Det var forventeligt, at der kom nye skeletter ud af Trumps skab, mener Anders Agner.

Donald Trump er kommet i nyt stormvejr. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

- Han var ligesom en blæksprutte. Hans hænder var alle vegne.

Onsdag aften bragte New York Times en artikel, hvor to kvinder stod frem og beskyldte den republikanske præsidentkandidat Donald Trump for seksuelle krænkelser. Her fortæller den nu 74-årige Jessica Leeds, hvordan hun for mere end 30 år siden blev forsøgt befamlet af republikaneren på et fly mod New York.

Artiklen kommer blot fem dage efter, at Washington Post kunne bringe en 11 år gammel optagelse, hvor milliardæren udtalte sig nedgørende om kvinder til en journalist fra NBC News.

Ifølge kender af amerikansk politik og redaktør på Kongressen.com, Anders Agner, er det langt fra tilfældigt, at de historier kommer frem netop nu.

- Vi er under en måned fra præsidentvalget (8. november, red). Derfor er det nu, at man skal komme de store angreb, hvis man har nogen tilbage. Rigtig mange amerikanere er begyndt at følge med i valgkampen nu. Mange af dem har allerede taget stilling, men de sidste tvivlere skal rykkes til den ene eller anden side. Derfor er timingen perfekt for sådan en historie, hvis man er demokrat, siger Anders Agner.

Han forudser, at retorikken kun vil blive hårdere og hårdere den kommende tid.

- Intensiteten i forhold til mudderkastningen vil kun blive forøget de næste fire uger frem til valgdagen. Det er allerede en historisk beskidt valgkamp, og det bliver kun værre, fortsætter Anders Agner.

Bygge-matadoren og præsidentkandidaten Trump afviser kvindernes beskyldninger og har via sin advokat krævet en undskyldning, og at artiklen i New York Times trækkes tilbage straks.

”Sker det ikke vil min klient ikke have andet valg end at forfølge alle tilgængelige handlinger og retsmidler,” skriver advokaten, Marc E. Kasowitz, i et brev til avisens chefredaktør Dean Baquet.

Vadede ind i pigernes omklædningsrum

Det er dog ikke kun New York Times, der er kommet med nye oplysninger om Trumps forhold til kvinder. Buzzfeed har talt med fire deltagere fra Miss Teen USA i 1997, der fortæller, at Trump kom vadende ind i pigernes omklædningsrum, hvor piger ned til 15 år var i gang med at skifte tøj.

Og det er nu, at sådanne historier for alvor får opmærksomhed, fordi vi er så tæt på valget, siger Anders Agner og fortsætter:

- Og det er ikke så overraskende, at der er nogen, som er gået kontra på ham, efter den måde han angreb Bill Clinton på den anden dag, hvor han inden debatten sad med fire kvinder, som alle er kædet sammen med Clinton i forhold til en eller anden form for seksuelle krænkelser.

Trump-lejren er ikke vendt tilbage på Buzzfeds henvendelse om en kommentar til kvindernes beskyldningerne.

Facebook
Twitter