Republikansk leder vil ikke længere forsvare Trump

Paul Ryan vil bruge resten af præsidentvalget på at sikre, at Demokraterne ikke får flertal i Kongressen.

(Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, vil ikke længere forsvare partiets præsidentkandidat, Donald Trump.

Han vil derimod bruge resten af præsidentvalgkampen på at sikre, at Demokraterne ikke får flertal i Repræsentanternes Hus ved valget den 8. november.

Det skriver flere amerikanske medier.

- Den næste måned vil formanden udelukkende fokusere på at beskytte vores flertal i Kongressen, udtaler Paul Ryans talskvinde, AshLee Strong, ifølge CNN.

Det betyder ifølge avisen Washington Post, at Paul Ryan ikke vil deltage i Donald Trumps kampagnearrangementer.

Meldingen kommer, efter den republikanske præsidentkandidat er blevet skarpt kritiseret for en række nedladende udtalelser om kvinder, han kom med i 2005.

Udtalelserne blev offentliggjort i sidste uge, og det fik efterfølgende prominente republikanere som tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice og den tidligere præsidentkandidat John McCain til at trække deres støtte til partiets kandidat.

Paul Ryan selv udtalte, at han ikke kunne forsvare Donald Trumps kommentar, og at han var "frastødt" over den.

I juni meddelte Paul Ryan dog, at han trods uenigheder vil stemme på Donald Trump ved valget.

Ifølge CNN siger talskvinden dog intet om, hvorvidt formanden vil trække sin støtte til partiets præsidentkandidat.

Facebook
Twitter