Studerende bruger Trump-Clinton debat til raceprotest

Kampagnen 'Black lives matters' er også til stede ved stor tv-duel mellem præsidentkandidaterne.

Studerende på Hofstra University i Hempstead, New York, forud for aftenens debat mellem de to præsidentkandidater viser sympati for bevægelsen 'Black lives matter'. (Foto: Johanne Hesseldahl © (c) DR)

Bevægelsen 'Black lives matter', som sætter fokus på de sortes rettigheder i USA, er også til stede ved Hofstra University, hvor Donald Trump og Hillary Clinton mødes i nat dansk tid for første gang i en live tv-duel.

Billeder af vrede, sorte amerikanere, som kaster med ting mod politiet, sætter ild til skraldespande, biler og råber slagord har været vist over hele verden.

Men forud for aftenens stort anlagte tv-duel mellem præsidentkandidaterne har studerende med sympati for bevægelsen valgt at sprede budskabet på en mere fredelig facon.

Det fortæller Maurissa Buster. Hun er en af de studerende, som er en del af 'Black lives matter'-bevægelsen på universitetet.

- Vi er en del af studenterforeningen for de sorte studerende. Vi diskriminerer ikke, for folk af alle racer er med os. Vi forsøger at sprede vores budskaber på en fredelig måde for at vise, at vores liv også er noget værd, fortæller hun og fortsætter:

- Folk har en tendens til at glemme, at de sortes liv også betyder noget. Men vi holder mere en fredelig protest end en decideret demonstration.

De studerende står med hænderne i vejret for at symbolisere, at nogle af de sorte, der er blevet skudt af politiet tilsyneladende har været ubevæbnede. ’Hænderne op, skyd ikke’, står der på T-shirts nogle af dem bærer. (Foto: Johanne Hesseldahl © (c) DR)

Fokus på sorte mangler

Debatten, som ventes at blive fulgt af op mod 100 millioner tv-seere, finder sted på Hofstra University i Hempstead, New York, og de tusindvis af studerende bruger timernes forinden på at sprede politiske budskabet og især sætte spot på emner, de mener er underbelyste i valgkampen.

Der er på forhånd udvalgt tre emner, som de to kandidater skal debattere, og her mener kritikere, at sortes vilkår i USA er alt for fraværende.

- Nogle af dem er vrede over, at den sorte dagsorden ikke kommer til at fylde debatten, men at det i stedet for kommer til at handle om terror og sikkerhed, fortæller DR Nyheders reporter Johanne Hesseldahl, der befinder sig på campus.

'Hudfarve er ikke en forbrydelse', står der på t-shirts, de unge amerikanere på universitetet har på. 'Stop krigen mod det sorte Amerika', lyder budskabet på et banner.

Mange tvivler

Flere steder på universitetets område er der forskellige protestbevægelser. Og politiet venter, at op mod 10.000 mennesker vil demonstrere med fokus på forskellige emner.

Nogle vil råbe højt over de to kandidater, mens andre vil bruge rampelyset, debatten udløser, på at sætte fokus på eksempelvis velfærd og sundhedsvæsenet.

Men for en stor del af de studerende handler debatten også om at blive klogere på politikken for at kunne vælge, hvor krydset skal sættes 8. november.

Mange er nemlig fortsat i tvivl. Det gælder også Maurissa Buster fra 'Black lives matter'.

- Jeg vælger det mindste af to onder, men jeg stemmer helt sikkert. Det er første gang, jeg stemmer, så jeg er meget spændt, siger hun.

Du kan følge debatten mellem Trump og Clinton live her på dr.dk fra klokken 02.00 i nat dansk tid.

Facebook
Twitter