Trump har sat navn på sin nye boligminister

Endnu en ministerpost er blevet fordelt i Donald Trumps regering. Boligministeren bliver en af den nyvalgte præsidents tidligere rivaler.

På dette foto fra marts modtog Donald Trump sin tidligere rivals opbakning i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat. Nu har Ben Carson fået en ministerpost. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)

Den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, er nu ét skridt tættere på en færdig regering.

I dag har han nomineret sin tidligere politiske rival Ben Carson til posten som boligminister og minister for byudvikling, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en udtalelse erklærer Donald Trump, at han er begejstret over at nominere Ben Carson til ministerposten og beskriver den tidligere hjernekirurg som en stor begavelse, der vil gå til arbejdet med at styrke boligområder og deres beboere med stor passion.

- Ben deler min optimisme for vores land og er med til at sikre, at denne regering repræsenterer alle amerikanere, står der i udtalelsen fra Donald Trump.

Ville selv være præsident

Ben Carson var en af Donald Trumps 16 modstandere under Republikanernes primærvalgkamp.

I marts trak han sig dog fra kapløbet om at blive sit partis præsidentkandidat, og han nåede ikke at vinde en eneste stat i Republikanernes primærvalgkamp.

Efter Ben Carson i marts opgav ambitionen om at blive Republikanernes kandidat, gav han sin støtte til Trump.

/DR Nyheder/

Hvem er Ben Carson?

  • Ben Carson var i mange kredse et kendt navn, allerede inden han meldte sig i præsidentkapløbet.

  • I 1987 udførte han som den første i verden en vellykket adskillelse af siamesiske tvillinger, der var vokset sammen ved hovederne. Det understøttede hans ry som en af USA's førende hjernekirurger.

  • I 2012 skrev han en bog, hvor han beskyldte præsident Barack Obama for at være en radikal venstreorienteret. Det gjorde ham øjeblikkeligt populær i højreorienterede kredse.

  • Ben Carson er desuden kendt for at omtale Obamas sundhedsreform som "det værste, der er sket i denne nation siden slaveriet".

  • Ifølge Ben Carson bygger sundhedsreformen på samme ideologi som kommunisten Lenins. /Ritzau/