Trump-tilhængere frygter valgsvindel og truer med selvtægt

Mens Donald Trumps anklager om valgsvindel tager til, så frygter sorte amerikanere og latinoer, at kaos på valgstederne vil gå ud over dem.

Amerikanske vælgere går tidligt til stemmeurnerne i Tucker, Georgia, i går. (Foto: Erik S. Lesser © Scanpix)

Busser fulde af minoriteter vil forsøge at stemme flere gange - og demokraterne har allerede kasser fulde af falske Clinton-stemmer, så de kan forfalske valgets resultat. Sådan frygter nogle af Trumps tilhængere, at valget bliver fordrejet, hvis ikke de gør noget.

- Vi bliver nødt til selv at tjekke, at alt går efter reglerne. Ingen kan vide om, der vil være demokrater, der snyder sig til flere stemmer, siger Ken Webb under et af Trumps vælgermøder i Pennsylvania. Og han er ikke alene. Nogle Trump-tilhængere truer endda med optøjer og revolution til avisen Boston Globe: - Hvis hun (Hillary Clinton. -red.) bliver præsident, så håber jeg, vi kan lave et kup. Hun burde være i fængsel eller skudt. Det er sådan, jeg har det, siger Dan Bowman, en 50-årig bygningsarbejder.

Det kommer ovenpå flere dage, hvor Donald Trump har smidt om sig med anklager om valgsnyd. Senest på Twitter, hvor han anklager de republikanske ledere for ikke at ville anerkende det. - Selvfølgelig er der storstilet snyd på og før valgdagen. Hvorfor benægter republikanske ledere, at det sker? Så naivt, skriver Trump.

Flyder over med konspirationsteorier

De mange tweets om valgsnyd har startet hashtagget #riggedsystem, hvor alt fra mediernes dækning til Hillary Clintons emails diskuteres som en del af systemets sammensværgelse for at snyde Donald Trump for valgsejren.

Det flyder med konspirationsteorier både på Twitter og til Trumps valgmøder.

Nogle mener at have set nogle af Clintons allierede rive vælgerregistreringer i stykker, og andre mener, at præsident Barack Obama har hastet statsborgskab i gennem til illegale for at sikre flere demokratiske stemmer.

Det har fået vicepræsidentkandidat Mike Pence til at opfordre folk til at melde sig som valgobservatører i Ohio på valgdagen. Det på trods af, at valgsvindel er meget sjældent i USA.

Når det en sjælden gang sker, så er det oftest en menneskelig fejl fremfor overlagt snyd. Det viser et studie fra Loyola Law School i Los Angeles, der kun fandt 31 tilfælde af snyd på 14 år.

Det er 31 tilfælde af fusk ud af op mod en milliard stemmer.

Alligevel har mange Trump-tilhængere skrevet sig op som valgobservatører. De siger selv, at de særligt vil holde øje med om illegale immigranter forsøger at stemme.

Trump taler ved et vælgermøde i byen Wilkens Barre i Pennsylvania (Foto: Johanne Hesseldahl Larsen © DR Nyheder)

Korstog mod valgsnyd er skjult racisme

Den tendens har fået særligt de sorte amerikanere og latinoerne til at reagere. De sammenligner Trumps retorik med Nazitysklands.

- Den her slags taktik minder om 1930’ernes Tyskland. Det er meget skræmmende, og ikke det USA vi lærer om i skolen, siger Angel Ortiz til avisen Boston Globe. Hun er en del af de puertoricanske mindretal og politisk aktivist.

Borgerrettighedsorganisationer frygter, der kan opstå kaos på valgstederne, og at Trump-tilhængerne vil forhindre minoriteter i at stemme.

Det har fået dem til at mobilisere 2.500 frivillige på valgstederne i 27 stater. Derudover vil der være advokater til stede i over 30 kommuner i staten Pennsylvania. De skal sikre, at vælgernes rettigheder ikke bliver krænket.

Pennsylvania er central

Netop Pennsylvania kan blive central. Dels fordi det er en afgørende svingstat, og fordi det er i statens store byer, at Trumps støtter mener, at der bliver begået mest valgsvindel.

Trump har tidligere sagt:

- Jeg hører mange historier om Pennsylvania. Vi kan ikke tabe et valg, fordi I ved hvad jeg taler om. Så gå ud og stem og hold øje med de områder.

Staten overvejer, om det skal være lovligt at bringe folk ind fra andre områder som valgobservatører. Det frygter Ortiz kan ende galt.

- Det er at bede om problemer og vold. Folk, der kommer udefra, kommer med en forudindtaget holdning om, at der foregår ulovligheder, siger hun og understreger, at det ikke er lovligt at stoppe nogen fra at stemme.

Facebook
Twitter