USA-korrespondent: Melania Trump lignede en rigtig førstedame

En bedre tone på sociale medier var et af Melania Trumps hovedbudskaber, da hun holdt tale for første gang siden juli.

Fem dage før præsidentvalget den 8. november gik Donald Trumps kone, Melania Trump, på talerstolen ved et valgmøde i svingstaten Pennsylvania.

Hun har ellers holdt sig væk fra rampelyset siden juli, hvor hun under det republikanske partikonvent blev anklaget for at have kopieret Michelle Obamas tale fra 2008. Siden har man ikke rigtig set eller hørt hende, udover når hun har stået ved sin mand side under vælgermøder.

- Det, at hun kommer på banen nu fire dage før valget, siger noget om, at Trump-kampagnen tager alle skyts i brug her i slutspurten.

- Hun kan bruges til noget, som han ikke rigtig har, nemlig at vise en blid side. Hun er rimelig populær blandt republikanerne, og man håber fra Trump-kampagnens side, at hun kan skaffe nogle kvindelige stemmer, siger DR's USA-korrespondent, Stéphanie Surrugue.

En af talens hovedbudskaber var sproget på sociale medier, hvor Melania Trump opfordrede amerikanerne til at behandle hinanden med større respekt og venlighed.

Det budskab blev der efterfølgende trukket lidt på smilebåndene af fra amerikanske kommentatorer i forhold til, hvordan hendes egen mand agerer på de sociale medier.

- Budskabet er blevet modtaget med humoristiske og ironiske kommentarer. Men talen tjente også det formål, at folk pludselig opdagede, at Donald Trump faktisk ikke har fornærmet nogen i ugevis på Twitter. Det har han ellers gjort med jævne mellemrum om politiske modstandere, befolkningsgrupper og navngivne journalister, siger Stéphanie Surrugue.

Sammenlignet med Jackie Kennedy

Melania Trump ligner stadig ikke en, som holder af at holde tale, men efterhånden som hun mærkede, at publikum bakkede hende op, blev hun mere afslappet.

Blandt mange af de republikanske vælgere, som Stephanie Surrugue har talt med, er begejstringen stor for Melania Trump, som bliver sammenlignet med ikonet Jackie Kennedy.

- Hun lignende en rigtig førstedame, og det blev USA mindet om. Mange af de republikanere, jeg har talt med, sammenligner hende med ikonet Jackie Kennedy - først og fremmest på grund af hendes udseende og hendes støtte til sin mand. Det er ikke nogen dårlig reference at få på sig, lyder det fra Stéphanie Surrugue.

Facebook
Twitter