Vicepræsidentkandidats fly glider af landingsbane i New York

Vicepræsidentkandidat Mike Pences fly er torsdag gledet af landingsbane i New York. Alle er uskadt ifølge CNN.

Den republikanske vicepræsidentkandidat i USA, Mike Pence, og hans kampagnefly er gledet af landingsbanen under en landing i lufthavnen LaGuardia i New York City torsdag aften lokal tid.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alle om bord på flyet er ifølge Reuters uskadt.

Redningsfolk hastede ifølge CNN til flyet.

- Vi kunne mærke, at flyet gled, og det var bare ikke en naturlig landing, siger CNN's Elizabeth Landers, der var om bord på flyet, til CNN.

Har talt med Trump

Stephanie Grisham, en af præsidentkandidat Donald Trumps talsmænd, siger ifølge CNN, at Donald Trump har talt med Mike Pence efter uheldet.

- Han (Trump, red.) er glad for, at alle på flyet er uskadt, siger hun.

Billeder på tv-stationerne CNN og MSNBC viser Mike Pence, der står på landingsbanen nær flyet og taler med politi og redningsfolk i regnen.

Ifølge MSNBC var der omkring 30 mennesker om bord på flyet, der kom fra Fort Dodge i delstaten Iowa.

Her havde Mike Pence deltaget i kampagneaktiviteter frem mod præsidentvalget 8. november.

/ritzau/

Facebook
Twitter