VIDEO Arbejdere i Mexico er også trætte af handelsaftaler

I Mexico vokser utilfredsheden med de handelsaftaler, som Donald Trump vil have afskaffet.

Pablo og Rosas hus er omkring femten kvadratmeter. Med tilfældigt malede vægge ligner det et mindre børneværelse.

Parret og deres seksårige datter deler en lille seng, et køleskab, et komfur, et par knive og gafler og et sæt plastiktallerkener.

- Jeg står op klokken fire, vasker mig og går hen til bussen, der kører mig på arbejde. Klokken seks skal man stå ved samlebåndet sammen med de andre arbejdere. Lønnen står ikke mål med de mange timer, du arbejder, siger Pablo.

Rosa med sin datter i deres lillebitte hus. (© dr)

Gigantiske haller

Når man kører gennem ørkenen i det nordlige Mexico dukker fabrikkerne, de såkaldte maquilaer, op af ingenting.

De gigantiske, hvide haller har næsten ingen vinduer, og mange af dem er flere hundrede meter lange. De bærer navne som Lexmark, Foxconn, Ford, Valeo og General Motors.

Rundt om fabrikkerne på hver side af støvede grusveje er tusinder af bittesmå betonhuse opført.

Det er i en af de små kasser, i byens gigantiske slumkvaterer, at Pablo bor med sin lille familie. På fabrikken tjener han 100 peso om dagen - eller omkring 1.600 kroner om måneden.

- Det kan man ikke få meget for, siger han.

Kæmpemæssige fabrikker ligger side om side i det nordlige Mexico. (© dr)

En gammel aftale

Maquilaerne har eksisteret i mange år og er resultat af en aftale mellem USA og Mexico, der giver virksomheder lov til at slå sig ned i Mexico og importere råmaterialer uden tariffer - hvis de til gengæld bruger mexicanske arbejdere.

Frihandelsaftalen NAFTA mellem Mexico, USA og Canada gav virksomheder de samme fordele over hele Mexico.

I Juarez arbejder 240.000 som Pablo på 370 fabrikker. På landsplan er der tale om to millioner arbejdere.

- Med NAFTA-aftalen forsvandt landbrugsarbejdet fra Mexico til USA. I stedet står de mexicanske markarbejdere på maquilaerne, siger advokaten, Susanna Terrazas, som i flere år har hun været talerør for maquila-arbejderne i Juarez.

Sofistikeret slaveri

Ifølge Terrazas tjener en mand som Pablo under halvdelen af, hvad mexicanske myndigheder mener er eksistensminimum for en familie på fire.

Arbejdernes boliger er på størrelse med et børneværelse. (© dr)

- Udover den dårlige løn bliver arbejderne fyret, hvis de er tvunget til at forlade fabrikkerne i arbejdstiden. De bliver udsat for verbale og fysiske overgreb. Det er en meget sofistikeret form for slaveri, siger hun.

Selvom både virksomheder og lokale myndigheder siger, at fabrikkerne overholder gældende arbejdsmarkedsregler i Mexico, så har det seneste år været præget af voksende uro og protester blandt arbejderne.

Sammen med en gruppe på tusinde arbejdere kræver Susanna Terrazas lønstigninger og retten til at danne fagforeninger.

- Arbejdere er nervøse og tror ikke de har noget rettigheder De er bange for at stille krav, siger Terrazas og fortsætter:

- Hvis der ikke er nok at spise, så kommer der en revolution.

Tilbage i Pablos og hans families hus er nervøsiteten tydelig. Pablo taler længe om de dårlige forhold på fabrikken, men så tager han kone, Rosa, over.

- Takket være Gud, vi har det godt. Det vigtigste er, at vi er raske.

Se en reportage fra grænsebyen i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter