VIDEO Fjendtlig debat endte i venlig tone: Sig én pæn ting om modkandidaten

Der blev udvekslet voldsomme angreb under nattens debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Det startede grumt - og var grumt i 90 minutter, men nattens debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump endte i en overraskende tone.

For selvom både afbrydelser, fornærmelser og personlige angreb fløj gennem luften under den 90 minutter lange debat, som startede uden et håndtryk mellem de to kandidater, så fik det afsluttende spørgsmål stemningen i rummet til at ændre sig markant.

Det absolut sidste spørgsmål til kandidaterne kom nemlig fra en gæst i studiet, der bad de to sige bare én pæn ting om modkandidaten.

Og trods den fjendske tone gennem hele debatten, lykkedes det faktisk for de to kandidater, at mønstre et kompliment hver.

Børn og kampgejst

Hillary Clinton roste Donald Trump for hans børn, som hun kaldte utroligt dedikerede.

- Jeg er nærmest ikke enig med noget andet, han gør eller siger. Det er valg er blevet så konfliktfyldt og intenst, for der er meget på spil. Det er ikke et almindeligt valg - det er et valg for vores fremtid. Der er meget på spil. Det er et af de mest vigtige valg nogensinde, sagde Hillary Clinton.

Donald Trump roste Clinton for hendes vedholdenhed.

- Jeg vil gerne takke for det kompliment om mine børn. Jeg er enig. Jeg vil gerne rose hende for ikke at være en, der giver op - det respekterer jeg. Hun er en fighter - jeg er uenig i meget af det, hun kæmper for, men jeg respekterer det, sluttede Trump.

Ved afslutningen af debatten gav de to kandidater endda hånd. Nattens debat er den anden af tre debatter, der skal finde sted inden valget den 8. november.

Facebook
Twitter