VIDEO Republikansk kritik af Trump er forstummet

Nu lyder der forsonende toner fra den republikanske kongresformand Paul Ryan.

Som frontfigur for Det Republikanske Parti har Paul Ryan flere gange undsagt Donald Trumps udmeldinger.

Men efter rigmanden først blev udnævnt som republikansk kandidat og siden vandt valget, har tonen ændret sig.

- Vi er enige med vores præsidentkandidat, og jeg taler med Donald Trump næsten dagligt, fortæller Paul Ryan til sit første pressemøde i Washington D.C. efter valget.

Senest har Donald Trumps udnævnelse af kampagnelederen Steve Bannon som chefstrateg for den nye regering vakt forargelse blandt oppositionen.

Men Paul Ryan bakker sin kommende præsident op, selv om Bannon har stået i spidsen for det konservative medie Breitbart, som ifølge AP eksempelvis har skrevet om sydstatsflagets "glorværdige arv".

- Præsidenten vil udelukkende blive målt på sine resultater. Derfor er vi ivrige for at få ham i gang og hjælpe ham med overgangen, lyder det fra Paul Ryan.

Se mere i videoen øverst i artiklen.