VIDEO Trump: Retten til abort vil automatisk blive ophævet

Den store uenighed om amerikanske kvinders ret til abort var på dagsordenen under nattens tredje og sidste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Hvis der er noget, der deler vandene - både hos de to amerikanske præsidentkandidater og blandt amerikanerne, så er det spørgsmålet om retten til abort.

Og dette kontroversielle spørgsmål var også blandt emnerne i den første halve time af den tredje og sidste præsidentdebat, som finder sted i Las Vegas, Nevada, netop nu.

Her lød det fra den republikanske kandidat, Donald Trump, at retten til fri abort "automatisk" vil blive omstødt, hvis han som fremtidig præsident får magten til at udpege en ny højesteretsdommer.

Det sagde han, efter ordstyrer Mike Wallace spurgte, om Trump vil omstøde den Højesteretsdom, der i sin tid gav kvinder retten til abort, den såkaldte Roe v. Wade.

- Hvis du sætter to eller tre højesteretsdommere på (som er mod abort. -red.), så vil det ske. Det vil ske automatisk, og beslutningen vil så være op til de individuelle stater, lød det fra Trump.

Clinton: Farlig skræmmeretorik

Hillary Clinton støtter derimod kvinders forfatningsmæssige ret til at få foretaget en abort og har også udtalt støtte til aborter kort før termin, hvis moderens helbred er i fare.

- Jeg mener ikke, at den amerikanske regering skal blande sig i så dybt personlig en beslutning, lød det fra Clinton.

Herefter anklagede Trump Clinton for at ville "rive babyen ud af moderen efter ni måneder" og slog fast, at det ikke var "okay med ham".

- Det er ikke, hvordan den slags foregår, og brugen af den type skræmme-retorik er uheldig, lød det i Clintons svar.

Omkring halvdelen af amerikanerne går ifølge en meningsmåling fra Gallup ind for abort kun under særlige omstændigheder, mens 29 procent mener, at abort bør være lovligt under alle omstændigheder. 19 procent går ind for et totalt forbud mod abort.

Facebook
Twitter