Bevæbnede højrefløjsmilitser aktive i USA's vigtige svingstater

Analyser viser, at svingstater har højere risiko for øget aktivitet blandt ekstreme højrefløjs-militser op til præsidentvalget i USA. 

Medlemmer af militsgruppen Boogaloo Boys foran regeringsbygningen i Lansing, Michigan. (Foto: SETH HERALD © 2020 Getty Images)

Der er spænding til det sidste i præsidentvalget i USA, som formentlig bliver afgjort i ganske få delstater, de såkaldte svingstater.

Nu viser en analyse, at der netop i selvsamme svingstater er langt højere risiko for øget aktivitet blandt bevæbnede militsgrupper knyttet til den yderste højrefløj op til og efter valget den 3. november.

Det gælder de afgørende svingstater Michigan, Pennsylvania og Wisconsin, men også Georgia og Oregon.

Det fremgår af en rapport, der er udarbejdet af data- og analysecenteret Armed Conflict Location og Event Data Project (ACLED) og MilitiaWatch, der analyserer aktiviteten blandt militsgrupper i USA.

Grundlaget for rapporten "Standing by: Right-Wing Militia Groups & The U.S. Election" er analyse af aktiviteter i mere end 80 militsgrupper i en periode fra midten af maj til midten af oktober.

Risikoen for brug af vold bliver for flere af grupperne vurderet som "høj" eller "særlig høj".

Og den øgede aktivitet skyldes særligt reaktioner på Black Lives Matter-demonstrationer, restriktioner fra sundhedsmyndighederne som følge af corona-pandemien og andet, som milits-medlemmerne anser som trusler mod deres “frihedsrettigheder”.

Det gælder grupper som går under navne som Proud Boys, Boogaloo Boys, Three Percenters og Oath Keepers.

Rapporten nævner også grupperinger som Antifa, men slår fast, at der er tale om en mindre organiseret bevægelse, og at man ikke i samme grad ser et så struktureret rekrutterings- og træningsforløb som i militsgrupperne.

  • Proud Boys ved en demonstration i Portland i Oregon i august. (Foto: Jim Urquhart)
  • I Portland var der i sommer sammenstød mellem grupper som Proud Boys, Patriot Prayer samt en række andre demonstrationer. (Foto: MARANIE STAAB)
  • Militsmedlemmerne er som oftest tungt bevæbnet. (Foto: SETH HERALD © 2020 Getty Images)
  • Også i Louisville i delstaten Kentucky har der i sommeren været sammenstød. Her er det Three Percenters-gruppen. (Foto: Bryan Woolston)
  • Oath Keepers er en af de grupper, der har eksisteret længe. Her ses medlemmer af gruppen ved en demonstration i Californien tilbage i 2017. (Foto: Jim Urquhart)
1 / 5

En forlængelse af "lovens lange arm"

En af årsagerne til, at de bevæbnede militsgrupper er mere aktive i de pågældende svingstater, er ifølge analysen en kombination af, at befolkningen i forvejen er politisk splittede, men også at politiets tilstedeværelse efterhånden er reduceret ved for eksempel Black Lives Matter-demonstrationer.

Det forstærker derfor nogle af gruppernes selvforståelse af, at de nærmest kan fungere som en forlængelse eller forstærkning af det lokale politi, og at de derfor påtager sig rollen som håndhævere af "lov og orden".

Flere steder i landet har militsgrupperne også deltaget og arrangeret moddemonstrationer under sloganet "Back the Blue" (opbakning til politiet, red.) og forsøgt at fungere på lige fod med det lokale politi.

Men grupperne udgør en reel trussel mod de amerikanske vælgeres sikkerhed og tryghed, slår rapporten fast.

Proud Boys og andre højrefløjsgrupper mener, de assisterer politiet. Her er det fra en demonstration i Portland, Oregon i august. (Foto: MARANIE STAAB)

Flere gange over de seneste måneder har medlemmer af blandt andet både Proud Boys og Oath Keepers da heller ikke lagt skjul på, at de agter at være til stede ved valgsteder over hele landet på selve valgdagen.

Grundlæggeren af Oath Keepers, Stewart Rhodes, sagde for nyligt, at hans medlemmer vil “være til stede på valgdagen for at beskytte folk, der skal stemme".

Trump og Proud Boys

Det skabte en del røre, da præsident Donald Trump under den første debat mod Joe Biden fik sagt "stand back and stand by" - altså træd tilbage, vær parat - da han blev bedt om at tage afstand fra gruppen Proud Boys.

Senere sagde præsident Trump, at han ikke vidste, hvem gruppen var. Men den første kommentar blev hyldet af gruppen på sociale medier, og efterfølgende har et medlem stået frem og udtalt, at hvis ikke Trump bliver genvalgt, bliver der optøjer.

Leder af Proud Boys Enrique Tarrio iført en T-shirt, hvor der står "stand back, stand by" - et citat fra præsidenten. Tarrio er også lokalformand i Florida for græsrodsbevægelsen "Latinos for Trump". (Foto: Mario Cruz)

Forbundspolitiet FBI har vurderet, at militserne på den yderste højrefløj er den største trussel mod den nationale sikkerhed. Så sent som i weekenden blev et medlem af gruppen Boogaloo Boys tiltalt for at forsøge at opildne til optøjer i delstaten Minnesota.

Den 26-årige Ivan Harrison Hunter tog fra Texas til Minnesota, hvor han blandt andet affyrede adskillige skud foran en lokal politistation i byen Minneapolis.

Det skete ifølge myndighederne som et led i en koordineret indsats for at skabe uroligheder i kølvandet på George Floyds død i maj. Floyd døde i politiets varetægt under en særdeles voldsom anholdelse, og det satte gang i massive landsdækkende "Black Lives Matter"-protester.

Kidnapningsplanen i Michigan

Personer, hvis ideologi er hvidt overherredømme, og lignende grupper tegner sig i år for totredjedele af antallet af planlagte terrorhandlinger og angreb, viser et studie fra Center for Strategic and International Studies, der også netop er blevet offentliggjort.

Flere af angrebene er organiseret via sociale medier som Facebook og bliver primært planlagt og udført af ekstremister, der nærer indædt had til de etablerede politiske regeringer og de såkaldte incels - typisk mænd der lever i ufrivillig cølibat.

Målene er primært demonstranter, dernæst enkeltpersoner og regeringer, politi og militær, viser studiet.

Og der er kommet fokus på militsgrupperne, ikke mindst efter seks mænd fra den lokale "Wolverine Watchmen"-milits for et par uger siden blev arresteret af FBI for at have planlagt en kidnapning af Michigans demokratiske guvernør Gretchen Whitmer.

Den demokratiske guvernør i Michigan, Gretchen Whitmer, er upopulær blandt Boogaloo Boys, fordi hun har indført strenge corona-restriktioner i delstaten. (Foto: SETH HERALD © 2020 Getty Images)

Yderligere otte er blevet anholdt for at have taget del i planlægningen af et decideret angreb mod regeringen i et forsøg på at omstyrte den. Den demokratiske guvernør i Virginia, Ralph Northam, var ifølge FBI også et muligt mål for gruppen.

Dødstallet for langt de fleste angreb, der er planlagt eller faktisk udført af de ekstreme militsgrupper i år, er dog ifølge studiet fra CSIS lavt.

- Antallet af dødsfald i nationale terrorangreb i USA er stadig relativ få sammenlignet med andre perioder i historien, og det er vigtigt ikke at overdrive truslen, slår studiet blandt andet fast.

Rapporten sammenligner med eksempelvis bombeangrebet i Oklahoma City i 1995, hvor 168 personer blev dræbt, og masseskyderiet på natklubben Pulse i 2016, hvor 49 personer blev dræbt.

Samtidig peger rapporten dog på, hvordan der er sket en stigning i det baggrundstjek, man skal igennem for at indkøbe våben i USA, og at antallet af udførte baggrundstjek i 2020 er det højeste siden 1998.

Facebook
Twitter