Brutale angreb indefra: Utilfredse republikanere går hårdt til Trump

En gruppe republikanere har taget fløjlshandskerne af og erstattet dem med knojern i deres forsøg på at besejre Trump.

Flere og flere republikanere angriber præsident Trump offentligt. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

I nat dansk tid sparker Republikanerne gang i partiets længe ventede konvent før præsidentvalget i november.

Her er der lagt op til politiske visioner, skåltaler og en officiel nominering af Donald Trump som Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

I den forbindelse er det dog også ganske forventeligt med kritik fra præsident Trumps modstandere - og de findes ikke kun blandt Demokraterne.

Nogle af præsidentens mest barske kritikere er nemlig republikanere, og en række af dem arbejder aktivt for, at præsident Trump skal tabe det forestående valg i USA.

Vi tager et nærmere kig på nogle af dem her.

Vil have Trump ud

"Vi er republikanere, og vi vil have Trump besejret".

Sådan lød titlen på en klumme i New York Times sidste december. Den var skrevet af George Conway, Steve Schmidt, John Weaver og Rick Wilson, der alle har arbejdet for og støttet republikanske valgkampagner.

George Conway befandt sig indtil for nyligt i en ganske speciel situation, hvor han på den ene side var en af Trumps skarpeste kritikere, men samtidig var gift med Kellyanne Conway, som var rådgiver for præsident Trump. I denne uge trak de sig begge for at tilbringe mere tid med familien. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Men ikke denne gang, stod det klart.

I stedet lancerede de deres store satsning: The Lincoln Project.

- Patriotisme og vores nations overlevelse overfor Donald Trumps forbrydelser, korruption og ødelæggende natur udgør et højere kald end politik, lød det i klummen.

Her slog man fast, at man ville dedikere de næste 11 måneder til at besejre præsident Trump og hans følgere ved stemmeurnerne.

Siden har organisationen gang på gang vakt opsigt med hårdtslående reklamer mod præsident Trump, hvor fløjlshandskerne er taget af og erstattet af knojern.

"Han er en idiot", "en professionel løgner" og "som et 11-årigt barn" er nogle af de fremhævede citater i en minut lang video, som organisationen sendte ud i midten af denne måned.

I utallige videoer, der er set af millioner af mennesker på platforme som Youtube, Facebook og Twitter, angribes blandt andet Trumps håndtering af coronakrisen og hans medarbejderes loyalitet såvel som præsidentens mentale og fysiske helbred.

I en af de seneste videoer langes der ud efter Trumps behandling af Puerto Rico:

Bruger millioner på at rose Biden

Organisationen fører ikke kun kampagne mod Trump. I denne måned har de investeret millioner af dollar i en reklamefilm, der roser Joe Bidens karakter og sætter fokus på tragedierne, som den tidligere vicepræsident har været ramt af.

Her henvises der til, at Biden i 1972 mistede sin hustru og datter i en bilulykke, mens han i 2015 mistede sin søn, Beau Biden, som døde af kræft.

- Når Joe Biden forpligter sig til noget, så sørger han altid for at følge det til dørs, lyder det blandt andet i reklamen, som ifølge The Lincoln Project blev vist i fjernsynet i svingstaterne Pennsylvania, Ohio, Wisconsin og Michigan i sidste uge.

- Det handler om hans karakter, hans prøvelser og hans menneskelighed. Det viser seeren, hvad der har formet ham, og at Biden på trods af tragedier altid har haft sine prioriteter det rigtige sted, lyder beskrivelsen fra Reed Galen, som er medstifter af The Lincoln Project.

Foruden reklamekampagnen arbejder organisationen også på græsrodsniveau for at organisere blandt andet kvinder og krigsveteraner, der vil arbejde for at få deres netværk til at vende præsident Trump ryggen.

Korrespondent: Sprækker bliver udstillet

Den voldsomme kritik af præsident Trump går imod en stærk tendens hos præsidentens base, fortæller Steffen Kretz, DR's USA-korrespondent.

- Trumps politiske base har et element af kult over sig med en persondyrkelse af en politisk figur, som man sjældent ser i et demokratisk samfund, siger han.

- Blandt Trumps kernevælgere er stort set alt, hvad Trumps gør, rigtigt - og fjenden er ikke russerne eller kineserne, fjenden er Demokraterne, siger korrespondenten.

Han peger på, at The Lincoln Project udfordrer dette verdensbillede ved at køre reklamer på Fox News, som normalt tiltrækker millioner af Trump-tilhængere.

- Det viser, at der er tiltagende sprækker i opbakningen til Trump. I lang tid har det nærmest været tabu for republikanere at kritisere præsidenten og forbundet med risiko for at blive skammet ud på sociale medier, siger han.

- Nu er der republikanske stemmer flere steder - blandt andet i The Lincoln Project - som åbenlyst lægger afstand til Trump. Det gør det lettere for andre frafaldne republikanere at lufte samme holdning, siger Steffen Kretz.

Allerede inden det republikanske konvent begyndte drillerierne fra The Lincoln Project:

Hos organisationen lyder meldingen, at man er klar over, at der er rigtig mange mennesker, som ikke kommer til at ændre holdning som følge af deres reklamer.

- Og det er ok, siger Sarah Lenti, direktør hos The Lincoln Project, til The Guardian.

- Vi kigger på tre-fem procent af republikanere i bestemte stater, siger hun og peger på, at målgruppen særligt er de højere uddannede republikanere over 40 år.

Ifølge The Guardian havde organisationen ved udgangen af juni modtaget over 125 millioner kroner gennem donationer. Omkring en femtedel af beløbet er blevet brugt på reklamekampagner i staterne Alaska, Maine og Montana, hvor Trump-venlige senatorer risikerer at blive stemt ud til november.

Fremtrædende republikanere siger stop

The Lincoln Project er ikke alene om at vende Trump ryggen. Også flere fremtrædende republikanere har valgt at gøre det samme.

I sidste uge valgte både den tidligere republikanske forsvarsminister Colin Powell og Ohios tidligere republikanske guvernør John Kasich at lave støttevideoer for Joe Biden.

Trump-lejren har efterfølgende kaldt Kasich for en dårlig taber, da den tidligere guvernør var en af Trumps konkurrenter, da Det Republikanske parti skulle vælge præsidentkanditat i 2016:

Colin Powell var forsvarsminister under George W. Bush fra 2001-05. Han siger nu, at Joe Biden vil være en god præsident for USA:

I sidste uge valgte 73 republikanere, der har arbejdet inden for sikkerheds- eller efterretningstjenesten, ligeledes at offentliggøre et åbent brev, hvor de blandt andet beskylder Trump for at mangle "karakter og kompetence".

Blandt underskriverne er den tidligere CIA-direktør Michael Hayden og William Webster, der har været direktør for både CIA og FBI.

Også organisationen Republican Voters Against Trump forsøger at mobilisere modstand imod den republikanske præsident. Her indsamles udsagn fra frafaldne republikanere, der ikke vil stemme på partiet i november på grund af Trump.

I sidste uge meldte Miles Taylor sig under organisationens fane og kaldte Trumps styre for "skræmmende".

Taylor arbejdede under Trump som stabschef hos ministeriet for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security, og videoen er set over seks millioner gange alene på Twitter.

Her beskylder den tidligere stabschef blandt andet præsident Trump for at vægte sin politiske agenda højere end nationens sikkerhed.

- Han var en af de mest ufokuserede og udisciplinerede ledende skikkelser, jeg nogensinde har mødt, lyder det fra Taylor.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk