Demokraterne retter skytset mod Trumps skatteforhold: Et spørgsmål om national sikkerhed

- Hvad har Putin på præsidenten rent politisk? Personligt? Økonomisk? spørger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

- Hvem skylder han de her penge? Hvad har de på ham? For mig er det her et spørgsmål om national sikkerhed, siger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. (Foto: ALEX EDELMAN © Scanpix)

Det er et spørgsmål om national sikkerhed.

Sådan lyder reaktionen fra Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, efter New York Times i søndags bragte historien om, at præsident Donald Trump ikke har betalt skat i 10 ud af 15 år, inden han trådte til.

I historien, som er baseret på anonyme kilder, hævder New York Times nemlig også, at Donald Trump har gæld for omkring 400 millioner dollar - lån, hvoraf størstedelen forfalder inden for de næste fire år. Og det er disse lån, der bekymrer demokraten.

- Hvem skylder han de her penge? Hvad har de på ham? For mig er det her et spørgsmål om national sikkerhed, lød det fra Nancy Pelosi i et interview med NBC News.

- Det faktum, at vi har en siddende præsident, der skylder hundredevis af millioner dollar væk, som han personligt har garanteret for hos dem, han har lånt af, og vi ved ikke, hvem disse udlånere er, fortsatte Nancy Pelosi, som mener, at præsidenten blandt andet kunne skylde penge til den russiske præsident, Vladimir Putin.

- Hvad har Putin på præsidenten rent politisk? Personligt? Økonomisk? spurgte hun.

Det er dog værd at bemærke, at New York Times specifikt skriver, at der i præsidentens skatteindberetninger intet nyt er i forhold til Rusland.

5.000 kroner i skat om året

The New York Times' historie om den amerikanske præsident Donald Trumps skatteforhold har både fået politikere og borgere op af stolen.

Avisen beskriver, at Trump ikke har betalt indkomstskat i 10 ud af 15 år op til 2016.

Og at der i 2016 - hvor Trump stillede op som præsident - og i 2017 - hvor han indtog præsidentembedet - kun er blevet betalt godt 5.000 kroner om året.

Påstande, der bygger på præsidents egne skatteindberetninger fra de seneste 20 år, som avisen angiveligt har fået fat i.

De manglende skatteindbetalinger i de resterende år skyldes ifølge avisen, at Donald Trump siden år 2000 har mistet flere penge, end han har tjent. For eksempel har han tabt store summer på investeringer i golfbaner og angiveligt brugt en halv million på hårstyling, som kan trækkes fra i skat.

Men The New York Times' historie er helt ude i hampen og "fake news", mener Trump. Han har "betalt millioner dollar i skat," men haft mulighed for at trække forskellige ting fra ligesom alle andre, skriver han blandt andet på Twitter.

Demokrater: Selv en brandmand betaler mere i skat

Hos demokraterne er Nancy Pelosi ikke den eneste, der har rettet skarp kritik mod præsidenten. Andre har også fluks kastet sig over påstandene mod Trump.

Joe Bidens kampagne har for eksempel udgivet en video om, at selv en brandmand og en lærer betaler mere i skat end den amerikanske præsident.

Biden har i skrivende stund ikke selv kommenteret direkte på historien, men han har delt indhold, som hans kampagne-folk står bag.

Flere andre demokrater er også ude med riven. Det gælder blandt andre Elizabeth Warren, der var opstillet ved Demokraternes primærvalg tidligere i år. Hun kalder Trump en løgner og en snyder.

'Han betaler det samme i skat som min mor'

Med kun omkring fem uger til det amerikanske præsidentvalg kan historien måske vise sig at få betydning for, hvor nogle af vælgerne sætter kryds.

DR Nyheder har talt med nogen af dem i Cleveland, Ohio.

Vælgeren her fortæller, at The New York Times' historie om Trumps skatteforhold vil påvirke, hvordan han stemmer til valget. (Foto: Thomas Overgaard)

- Jeg synes ikke, at Trump skal betale mindre end andre i skat, bare fordi han er præsident. Jeg synes faktisk, han burde betale mere. For vi giver ham penge til at gøre, hvad han vil, siger vælgeren Keisawn Walton.

Den seneste udvikling i sagen om Trumps skatteforhold vil nok få betydning for, hvem der får hans stemme, siger han.

- Jeg synes, det er 'unfair'. Sagen vil påvirke, hvordan jeg stemmer. Jeg vil nok ikke stemme på Trump på grund af det, men nu må vi se.

Fra Logan Snodell, der er studerende, er utilfredsheden heller ikke til at tage fejl af.

Han synes, at Trump og den beskedne skattebetaling er latterlig.

Logan Snodell vil stemme på Joe Biden ved præsidentvalget, fortæller han. (Foto: Thomas Overgaard)

- For det første, fordi han er præsident og for det andet, fordi han betaler det samme i skat som min mor, selvom han tjener så mange penge.

- Jeg vil stemme på Joe Biden, og det her gør ikke, at jeg ser mere positivt på Trump, siger han.

Kan få betydning for de ubeslutsomme

Juristen Gina Kualman mener dog ikke, at det Trump den er gal med, men selve skattelovgivningen, hvis påstandene fra The New York Times holder stik.

- Hvis systemet tillader, at man kan slippe for at betale skat, er det der, vi skal fokusere på at ændre noget. Jeg ville ønske, at de (rigmænd, red.) betalte deres skat, men jeg bebrejder dem ikke for at udnytte skattelovgivningen.

Gina Kuelman er i tvivl, om man kan være sikker på, at The New Times' historie om Trumps skatteforhold er korrekt. (Foto: Thomas Overgaard)

- Det vil absolut ikke påvirke, hvordan jeg stemmer til valget, siger hun og takker Donald Trump og andre rigmænd for at få så mange folk i arbejde gennem deres virksomheder.

Ifølge Steffen Kretz, DR's korrespondent i USA, er det langt fra alle i befolkningen, der vil høre meget til historien fra New York-mediet. Den gren, som støtter Trump, får sine oplysninger fra medier, som ikke har skrevet meget om sagen.

Men den kan få betydning for vælgerne, der endnu ikke har besluttet sig for en favoritkandidat.

- For dem kan det godt komme til at betyde noget, at den amerikanske præsident ikke har betalt skat. For alle andre almindelige borgere i det her land kan hverken slippe af sted med at betale nul eller 5.000 kroner i skat.

The Trump Organization - som Trumps største virksomheder er en del af - består af flere hundrede forretninger inden for blandt andet hotel- og restaurationsbranchen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter