Efter kaotisk debat: Facebook lukker ned for vildledende reklamer om amerikansk valg

Annoncer om, at valgsnyd er udbredt eller brevstemmer upålidelige, er nu bandlyst fra Facebook og Instagram.

I den første tv-debat mellem præsident Donald Trump og Joe Biden gentog Trump sin påstand om, at brevstemmer vil føre til stemmesnyd. (Foto: Pool/ Scanpix /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Der kommer ikke til at være flere reklamer på Facebook, der hævder, at valgsvindel er udbredt, valgresultater ugyldige, eller som sår tvivl om visse måder at stemme på ved det kommende amerikanske præsidentvalg.

Det oplyser Facebook, som nu forbyder reklamer i form af politiske videoer, tekster og andet materiale, der vildleder om det amerikanske valg.

Det nye forbud gælder i USA og træder i kraft med det samme. Det gælder reklamer på Facebook og på Instagram, der er ejet af Facebook.

Annoncer, der "fremstiller stemmeafgivning eller deltagelse i folketælling som unødvendigt/meningsløst", vil fremover heller ikke blive vist på de to platforme.

Kaotisk debat udløser nye regler

De nye regler blev præsenteret af Facebook natten til torsdag dansk tid.

Det kommer efter en noget kaotisk valgdebat på tv mellem den republikanske præsident, Donald Trump, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden. Her gentog Trump sin påstand om, at valget vil være præget af svindel.

På grund af coronapandemien ventes millioner af amerikanske vælgere i år at stemme per brev i langt højere grad end tidligere år.Præsidenten har flere gange hævdet, at det øger risikoen for valgsvindel. Der er imidlertid ingen beviser for, at det skulle være tilfældet.

Også på Twitter er der tidligere blevet rettet fokus på præsidentens påstande om svindel i forbindelse med brevstemmer. I maj måned markerede det sociale medie nedenstående tweet fra præsidenten om selvsamme emne som "vildledende" - et træk, Donald Trump kaldte for "en krænkelse af ytringsfriheden".

I forvejen har Facebook indført regler, der skal forhindre, at en kandidat eller et parti kan hævde at have vundet et valg, inden resultatet foreligger.

Det amerikanske valg til præsidentposten og Kongressen finder sted 3. november. Facebook har onsdag fjernet nogle af Trump-kampagnens annoncer, der antyder, at indvandrere kan være en betydelig corona-smittekilde.

Disse annoncer er i strid med Facebooks regler om hadsk tale, meddeler det sociale medie.

/DR NYHEDER/

Facebook
Twitter