Mudderkast er en effektiv strategi: Trump elsker at stemple modstandere med øgenavne

"Hvis du kaster nok mudder, så skal noget af det nok blive hængende", ser ud til at være Trumps taktik, mener USA-ekspert.

'Sleepy Joe', Phony Kamala' og 'Crooked Hillary’. Præsident Donald Trump er storforbruger af øgenavne i amerikansk politik. (Foto: WIN MCNAMEE © Scanpix)

Det er ikke kun i gården i folkeskolen, at der nogle gange bliver mobbet og brugt nedladende ord.

USA's præsident, Donald Trump, er nærmest berygtet for at kaste mudder mod sine modkandidater i form af øgenavne. Nu har han så fundet sit nyeste offer.

Det er ikke så overraskende Kamala Harris, der blev udnævnt som som Demokraternes vicepræsidentkandidat i forgårs.

I en kampagnevideo for Trump bliver hun kaldt 'Phony Kamala'. Altså den falske Kamala - underforstået hende, man ikke ved, hvor man har. Hun bliver portrætteret side om side med en video af præsidentkandidat Joe Biden med sovekammerøjne og teksten 'Slow Joe'.

Og Trumps arsenal af spydige øgenavne er ikke kun et eksempel på kreativ navngivning.

Det er også et billede på, hvordan retorikken i amerikansk politik har udviklet sig under Trump. For det er fuldstændig utænkeligt, at tidligere præsidenter kunne have fundet på at gøre det samme. Det mener Anders Agner, der er chefredaktør på Kongressen.com og ekspert i amerikansk politik.

- Det her gør man normalt ikke. Det er kun Trump, der bruger det her greb, og så længe han er en del af amerikansk politik, så bliver det ved. Det er et trick, som Trump har brugt igen og igen og igen. Og nu gør han det så også med Harris.

Faktisk er det så fasttømret en del af Trumps strategi med øgenavne, at iagttagere af amerikansk politik i går sad og ventede i spænding på Trumps navngivning af Harris. Og efter sigende blev de lidt skuffede.

Men bag alle øgenavnene gemmer sig faktisk en politisk strategi, forklarer Anders Agner:

- Når Trump finder på et navn til sine modstandere, så er det som regel, fordi at det han sætter foran navnet, er det, han gerne vil have, at vi skal tænke om hans modstander, siger han.

For eksempel med Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden, som han kalder for 'Sleepy Joe' (trætte Joe). Med det navn prøver Trump at iscenesætte ham som en gammel, træt mand, der ikke har energi til at være amerikansk præsident.

Mudderkastning sætter sig fast

Og selvom nogle af øgenavnene kan lyde rimelig platte, så virker det altså på nogen, forklarer Anders Agner.

- Det kan lyde utrolig banalt, men der er altså dele af Trumps bagland, som faktisk synes, at det er meget sjovt. Hvis han konsekvent omtaler sin modstander med det øgenavn, så skal der nok være nogen, der på et eller andet tidspunkt begynder at tænke i de retninger, siger han.

Det måske allerstærkeste eksempel på, hvor effektive de her øgenavne kan være, er Trumps tilnavn til Hillary Clinton. Han kaldte hende konsekvent for 'Crooked Hillary' (korrupte Hillary) under hele valgkampen i 2016 og til den dag i dag.

- Det fik så meget fat, at det nærmest er blevet et brand, siger Anders Agner.

For jo flere gange Trump kalder Clinton for Crooked Hillary, jo flere begynder at tænke, at der måske er noget om snakken. Og det er en ældgammel strategi i negativ kampagneføring, forklarer Kongressen.coms chefredaktør:

- Hvis du kaster nok mudder, så skal noget af det nok blive hængende.

Trumps øgenavne til politiske modstandere:

  • Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden på 77 år blev til 'Sleepy Joe' - altså 'trætte Joe'. Andre gange kalder Trump ham for 'Sleepy Creepy Joe' eller 'Very slow sleepy Joe'.

  • Demokraternes vicepræsidentkandidat Kamala Harris bliver kaldt 'Phony Kamala'. Altså 'falske Kamala'.

  • Demokraternes tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton blev til 'Crooked Hillary'. På dansk 'korrupte Hillary'.

  • Den tidligere senator fra Minnesota Al Franken blev kaldt for Al 'Frankenstein'.

  • George Bush senior har han kaldt Bush 'Original' for at irritere resten af familiemedlemmerne, som drømmer om en politisk karriere.

  • Bernie Sanders fik blandt flere navnene 'Basically Braindead Bernie' - 'hjernedøde Bernie' og 'Crazy Bernie' - 'skøre Bernie'.

  • Den tidligere republikanske præsidentkandidat Ted Cruz blev til 'Lyin' Ted' - altså 'lyvende Ted'.

  • Den tidligere republikanske præsidentkandidat Marco Rubio blev til 'Little Marco' - lille Marco.

  • Den demokratiske senator Elizabeth Warren blev til 'Pocahontas'.

  • Den demokratiske senator Charles Schumer blev til 'Cryin’ Chuck' - 'grædende Chuck'.

Facebook
Twitter