Præsidentvalget splittede Kelleys familie: 'Jeg frygter en borgerkrig'

Kelley Born og hendes forældre er politisk rygende uenige - og begge sider er nervøse for, hvad valget i USA kan ende med.

Kelley Born slettede sin mor fra Facebook. Hendes tålmodighed var hørt op på grund af nogle af de ting, hendes mor Lisa delte.

Mor og datter, der bor små tre timers kørsel fra hinanden i delstaten Ohio, er nemlig grundlæggende dybt uenige om, hvem der skal lede deres land. Og det i sådan en grad, at de seneste fire år til tider har været så svær en tid, at de knap har kunnet tale sammen.

Netop Ohio er tirsdag aften rammen for den første kandidatdebat i en præsidentvalgkamp, der for alvor spidser til. Hver dag fyger beskyldninger rundt mod henholdsvis Donald Trump og Joe Biden.

I familier som Kelley Borns vækker det grund til bekymring. Både for, hvad der skal ske, hvis Donald Trump vinder. Men også hvis han ikke gør.

- Jeg frygter mere eller mindre en borgerkrig. Lige meget hvem der kommer til at vinde, så bliver reaktionen fra den anden side ekstrem, siger den unge kvinde.

Kelley Born er dybt uenige med sine forældre, når det handler om politik. (Foto: Thomas Overgaard)

En splittet familie

Kelley og manden Josh er demokrater. Højtuddannede ingeniører, der bor i byen og betegner de sidste fire år under Trump som "et reality-show".

- Jeg vil virkelig ønske, at Biden viser os, hvordan han vil forene landet igen, siger Kelley.

Kelleys forældre derimod bor på landet og er loyale Trump-støtter.

Hendes mor Lisa Moore er pensionist, stedfaderen Dan er mekaniker, men leder lige nu efter job, fordi en strejke på det stålværk, han arbejder på, kan koste ham jobbet.

Donald Trump og højesteretsdommer John Roberts (th.) ved indsættelsesceremonien i Washington i januar 2017. (Foto: Carlos Barria)

Hele det Demokratiske parti hader Donald Trump, mener Lisa Moore.

- Jeg er overrasket over, at de ikke har forsøgt at snigmyrde ham endnu. De er bange. De er bange for Trump, fordi han vil rydde ud i "sumpen", men han vidste ikke, at "sumpen" var så stor, siger hun.

- Jeg er nervøs for at blive her, ærligt talt, hvis han ikke vinder, tror jeg, vi vil flytte til Canada.

Lisa og Dan Moore havde ellers været demokrater hele deres liv. Det var indtil 2016.

Indtil Donald Trump og løftet om at skabe mange millioner nye jobs.

- Jeg stemte to gange på Obama, og det var med ærgrelse. Nu er jeg en Trump-støtte, siger Lisa, mens Dan viser billeder frem fra 2016.

- Det er, da Trump blev indsat. Det er på en balkon, vi skaffede VIP-billetter, fortæller han.

Dan Moore viser billeder fra 2016. (Foto: Thomas Overgaard)

Forældrenes partiskifte førte til et brud i familien, og som i så mange andre familier i USA har den dybe politiske kløft haft en voldsom pris.

- Det er hårdt at besøge dem, for de tænker ikke længere selv. De gentager sådan set bare, hvad de hører, siger Kelley Born om sine forældre.

Forskellige virkeligheder

Begge sider af familien lever nu i hver deres virkelighed. De ser og hører ikke de samme nyheder og har derfor også vidt forskellige opfattelser af, hvad der er op og ned i det amerikanske samfund.

De er uenige om alt lige fra præsidentens håndtering af covid-19 pandemien, vigtigheden af kampen mod klimaforandringer til det omfattende oprør mod raceulighed, som har plaget USA det seneste halve år.

- Klimaforandringer er frygtelige. Da Trump blev valgt, græd jeg, fordi jeg vidste, han ville rulle en masse beskyttelseslove tilbage, og det har han gjort. Det er en stor ting, siger Kelley, mens hendes mor og stedfar stiller sig lidt anderledes.

De anerkender, at der er et problem, men mener, at det er blevet for politiseret. Og corona-pandemien, som indtil videre har kostet flere end 200.000 amerikanere livet?

- Jeg synes, præsident Trump har håndteret covid-19, så godt han har kunnet, særligt i begyndelsen, siger Dan.

Kelley og moderen Lisa har lettere ved at tale sammen i dag end for fire år siden.

Få politiske modstandere blandt vennerne

Born og Moore-familierne er langt fra de eneste, der lever i deres egen boble, isoleret fra personer, der mener noget andet end dem selv.

En undersøgelse lavet for nylig af analyseinstituttet Pew Research, viser, at knap fire ud af ti registrerede vælgere siger, de ikke har en eneste nær ven, der støtter kandidaten fra det andet parti. De fleste har til gengæld en masse venner, der deler den samme politiske overbevisning.

For både Biden- og Trump-vælgere gælder, at særligt ældre i modsætning til de yngre primært omgås personer, der støtter samme kandidat som dem selv.

- Hvis ikke vi så Fox News, ville vi ikke vide, hvad der faktisk sker

Også når det handler om, hvor de får deres informationer fra, passer familien Born og Moore ind i et større mønster.

Kelley og hendes mand holder sig til CNN og BBC - og Twitter for at få informationer fra folk, der er til stede ved begivenhederne.

Kelleys forældre derimod - som de fleste andre republikanere - sværger til den konservative tv-station Fox News. Blandt Lisas favoritter er holdningsprægede talkshow-værter, som præsident Trump ofte roser og sågar har haft på scenen til sine vælgermøder.

- Jeg elsker Sean Hannity. Og jeg elsker Tucker (Carlson, red.) og Laura Ingraham, siger Lisa, mens Dan supplerer:

- Men jeg forsøger faktisk at se en lille smule mere CNN også.

- Hvis vi ikke så Fox News, ville vi ikke vide, hvad der rent faktisk sker, siger Lisa.

Midt i en betændt politisk valgkamp mødes hele familien dog alligevel for at se hinanden - på trods af de næsten afgrundsdybe meningsforskelle.

Og de er enige om, at det i dag trods alt er bedre end for fire år siden.

- Jeg kan sige, hvad jeg føler, og hun kan sige, hvad hun føler, og det respekterer jeg hende for, siger Lisa Moore.

- Vi er blevet mere omgængelige, siger Kelley.

- Det er vi. Fordi jeg kan ikke klare ikke at se mine smukke børnebørn, siger hendes mor.

Facebook
Twitter