Republikanske ledere lover fredelig magtoverdragelse efter valg

Præsident Trump vil ikke garantere, at han frivilligt afgiver magten i USA.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Lederen af flertallet i det amerikanske senat, den republikanske Mitch McConnell, slår fast, at USA vil opleve en "ordentlig magtoverdragelse" efter præsidentvalget til november.

Det skriver han på Twitter.

- Vinderen af valget 3. november vil blive indsat 20. januar. Det vil være en ordentlig magtoverdragelse, præcis som det har været hvert fjerde år siden 1792.

Med meldingen går han imod sin partifælle og præsident, Donald Trump.

Trump: Vi må se

Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at han ikke ville give garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse af magten, hvis han taber valget 3. november.

- Vi må se, hvad der sker, sagde Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Trump har flere gange sået tvivl om, hvorvidt valget vil være retfærdigt. Han har ytret mange bekymringer om brevstemmer.

På grund af coronapandemien ventes en stor del af vælgerne at stemme per brev. Men det er en "en katastrofe", mener Trump.

Der er ikke beviser for, at brevafstemning i USA medfører en højere risiko for uregelmæssigheder, som Trump har hævdet gentagne gange.

"Utænkelig og uacceptabel"

Trumps udtalelser har allerede fået flere andre republikanske politikere til at forsikre, at de går ind for en fredelig magtoverdragelse.

Den republikanske senator Mitt Romney har kaldt idéen om en ufredelig magtoverdragelse i USA for "utænkelig og uacceptabel".

- Det fundamentale ved demokrati er den fredelige overdragelse af magten. Uden den, så kommer det til at ligne Hviderusland, skrev han tidligere torsdag på Twitter.

Også senator Marco Rubio, der tidligere har stillet op til at blive Republikanernes præsidentkandidat, har forsikret, at det kommende valg vil blive legitimt og retfærdigt.

- Det kan muligvis komme til at tage længere tid at kende valgresultatet, skriver han på Twitter med henvisning til de forventede brevstemmer.

- Men det (valgresultatet, red.) vil være gyldigt.

Talskvinde forsikrer

Senere torsdag kommenterede Trumps talskvinde i Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, situationen.

- Præsidenten vil acceptere resultatet af et frit og retfærdigt valg, sagde Kayleigh McEnany.

Trump fortsatte dog selv med at udtrykke tvivl om valgets legitimitet ved at kalde brevstemmer for "et stort fupnummmer".

Facebook
Twitter