Svampe, abort og Uber: Det har amerikanerne også stemt om

I flere delstater er afgørende lovforslag om blandt andet abort eller stoffer blevet stemt igennem.

(Foto: Daniel Acker © Scanpix)

Florida hæver mindstelønnen, mens vælgerne i New Jersey og Arizona har sagt ja til at lovliggøre marihuana.

Andre steder har vælgerne skulle tage stilling til alt fra psykedeliske svampe, navneskift og abort.

I flere delstater i USA har de i forbindelse med præsidentvalget haft en række vigtige lovforslag til folkeafstemning. Få et overblik over de vigtigste afstemninger her:

1

Uber og Lyft

En chauffør demonstrerer mod lovforslaget, proposition 22, der undtager Uber og Lyft for, at deres chauffører skal opfattes som ansatte. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

I delstaten Californien har vælgerne stemt for et forslag, der giver kørselstjenesterne Uber og Lyft medhold i, at deres chauffører, kan opfattes som selvstændige erhvervsdrivende og ikke ansatte.

Afgørelsen kan få stor betydning for andre selskaber i deleøkonomien. Omkring 58 procent stemte ifølge nyhedsbureauet AP for forslaget.

Ifølge The Guardian har techfirmaerne i Californien, anført af Uber og Lyft, smidt op mod 1,3 milliarder kroner ind i en kampagne for at få vælgerne over på deres side.

2

Stat skal skifte navn

Delstaten Rhode Island i det nordøstlige USA har stemt om, hvorvidt staten skal have et nyt navn. (Foto: Byambasuren Byamba-Ochir © Scanpix)

I den nordøstlige delstat Rhode Island har et snævert flertal på godt 53 procent ifølge nyhedsbureauet AP's foreløbige optælling stemt for at ændre statens navn.

Hidtil har statens officielle navn været the State of Rhode Island and Providence Plantations, men nu er der udsigt til, at den sidste halvdel af navnet forsvinder.

Fortalere for navneskiftet mener, at ordet "plantager" bringer tankerne over på fortidens slaveri. Andre mener, at plantager blot henviser til fortidens landbrug i den lille delstat.

3

Abort

Abortmodstandere demonstrerer i Washington D.C. Emnet var i går på stemmesedlen i Colorado. (arkivfoto). (Foto: Mannie Garcia © Scanpix)

I Colorado skulle vælgerne tage stilling til, om det, medmindre moderens liv er i fare, skal være forbudt at få foretaget en abort efter 22 ugers graviditet. Ifølge nyhedsbureauet AP afvises forslaget.

59 procent stemte for ikke at forbyde abort. 40 procent stemte for. Ifølge Denver Post var det fjerde forsøg siden 2008 på at stramme delstatens abortlove.

Den anden vej gik det i delstaten Louisiana, hvor vælgerne stemte for et forslag, der sikrer, at retten til abort ikke kan tilføjes til delstatens grundlov.

4

Psykedeliske svampe

(Foto: Handout © Scanpix)

Med et flertal på over 76 procent stemmer vælgerne i forbundshovedstaden Washington D.C. for at lovliggøre dyrkning, besiddelse og gratis videredistribution af hallucinerende svampe.

Psykedeliske svampe var også på stemmesedlen i Oregon, hvor 55 procent stemte for at gøre det lovligt at besidde og distribuere svampene til personer, der er over 21 år.

5

Marihuana

(Foto: søRen Bidstrup © Scanpix)

Flere steder i landet skal man tage stilling til forskellige grader af legalisering af marihuana.

I det overvejende republikanske South Dakota stemte et flertal for at lovliggøre både medicinsk og almindelig fritidsbrug af marihuana, og både i New Jersey og Arizona stemte vælgerne for at tillade brug af marihuana.

Emnet var også på stemmesedlen i Montana og Mississippi. I Montana var vælgerne for at tillade besiddelse af op til otte gram, mens et flertal på 68 procent af Mississippi-vælgerne var for at tillade medicinsk brug af marihuana.

6

Stoffer til eget brug

Det bliver lovligt at besidde narkotiske stoffer i små mængder i delstaten Oregon. (Foto: handout © Scanpix)

I delstaten Oregon har vælgerne også skulle tage stilling til et lovforslag, der vil afkriminalisere at besidde en mindre mængde narkotiske stoffer til eget brug.

Forslaget, der får opbakning fra et flertal på 58 procent af vælgerne, betyder også, at der skal oprettes behandlingstilbud til stofmisbrugere.

7

Mindsteløn

En brevstemme afleveres i Florida. Mindstelønnen var et af de emner, der skulle stemmes om. (Foto: EVA MARIE UZCATEGUI © Scanpix)

I Florida vedtog et flertal på 61 procent gradvist hæve mindstelønnen fra 8,56 dollars (54 kroner) i timen til 15 dollar (95 kroner) i timen i 2026.

Dermed slutter Florida sig til syv andre delstater, der er færd med at fastsætte en mindstelønnen til 15 dollar.

FacebookTwitter