Svindelanklager og genoptælling: Trump er gået på jagt efter tusindvis af stemmer

USA's præsident forsøger at gå rettens vej for at finde de stemmer, der skal til for at ændre valgresultatet.

(Foto: OLIVIER TOURON © AFP or licensors)

Det er potentielt tusindvis af stemmer, der skal findes, men hvor der er vilje, er der som bekendt vej.

Det gælder også for USA's Donald Trump og dele af det republikanske partiapparat, der i øjeblikket er i fuld gang med at finde de nødvendige stemmer, som gør, at præsidenten kan anfægte udnævnelsen af Joe Biden som vinder af præsidentvalget.

Derfor har han nu krævet både gentoptælling og anlagt en række søgsmål med anklager om svindel, fejloptælling og andet, som giver anledning til at bestride resultatet.

Resultatet i de forskellige stater bliver først endelig certificeret om et par uger, men ifølge valglovseksperter er der ikke meget, som tyder på, at Trump kan finde de tusindvis af stemmer, der skal til, før vi ender der, hvor Joe Biden ikke er vinder af valget.

- Det er bogstaveligt talt intet af det, jeg endnu har set, der har betydningsfuldt potentiale til at påvirke valget, lyder det fra juraprofessor ved Loyala Universitet i Californien til magasinet Time.

En anden professor med speciale i valglov beskriver det som en strategi, hvor man "kyler spaghetti mod en væg for at se, hvad der bliver hængende.".

Dommere i blandt andet Pennsylvania, Nevada og Michigan har også allerede afvist sager eller dømt imod Trump-kampagnen, men det afholder ikke juristerne for at præsentere nye øjenvidner eller forsøge at køre lignende sager flere gange. Så hvordan ser det ud rundt omkring? Vi kigger på det her - med det forbehold, at der hele tiden dukker nye sager på.

Pennsylvania

Hundredevis af Trump-tilhængere har været samlet i Harrisburg i Pennsylvania for at protestere mod det, de mener er valgsvindel. (Foto: SPENCER PLATT © 2020 Getty Images)

En af de stater, hvor flere dommere er kommet på arbejde, er i Pennsylvania - staten, som skubbede Joe Biden over den gyldne grænse på 270 valgmænd og dermed sikrede ham valgsejren.

Der er adskillige sagsanlæg i gang her, blandt andet vil Trump-kampagnen have dommere på føderalt niveau til at blokere staten fra officielt at certificere valgresultatet. Det skal ske senest den 23. november.

Det Republikanske Parti har blandt andet forsøgt at få stoppet optællingen af stemmesedler helt eller delvist i flere af statens amter.

Samtidig har partiet hævdet, at deres valgobservatører er blevet blokeret eller forment adgang til optællingen, hvilket har resulteret i, at de rent fysisk har fået lov at rykke tættere på for at overvære optællingen.

I Pennsylvania har Trump-vælgerne endnu ikke opgivet håbet. (Foto: SPENCER PLATT © 2020 Getty Images)

Derudover har en dommer afgjort, at alle stemmesedler, som er modtaget efter valgdagen, skal opbevares selvstændigt.

Donald Trump har nemlig i længere tid kritiseret, at staten modtager valgsedler efter selve valgdagen, så længe de er poststemplet den 3. november. En beslutning stadfæstet af Pennsylvanias højesteret.

Siden har det Republikanske Parti forsøgt at få beslutningen omgjort ved landets højesteret, men efter første gang at være blevet afvist, er afgørelsen foreløbigt skudt til hjørne.

Den republikanske valgjurist Ben Ginsberg, der også var involveret i den omstridte genoptælling i Florida i 2000, anerkender, at det reelt kan være en sag, men siger dog:

- Der er ikke stemmesedler nok i det, til at det kan påvirke udfaldet af valget, siger han ifølge PBS. Trump skal finde i nærheden af 48.000 stemmer, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at vinde Pennsylvania.

Tilbage i 2016 vandt han staten med knap 45.000 stemmer mere end Hillary Clinton.

Nevada og Michigan

I Detroit forsøgte flere vrede vælgere at komme ind for at overvære optællingen af stemmer. (Foto: JEFF KOWALSKY © AFP or licensors)

Det Republikanske Parti og Trump-lejren har forsøgt at køre sager i begge stater. Begge steder har dommerne valgt at afvise sagerne.

I Nevada handlede det blandt andet om at få stoppet en maskine, der verificerer vælgernes underskrifter, men sagen blev som sagt afvist en dommer, og lidt usædvanligt valgte Nevadas justitsminister at udtale sig om sagen.

- Jeg følger mig kaldet til at dementere den misinformation, som cirkulerer og underminerer befolkningens tillid til vores valghandling. Domstolene har ikke fundet beviser for svindel, lød det blandt andet fra den demokratiske Aaron Ford.

Selvom Joe Biden er blevet udnævnt som vinder i Michigan, og selvom 146.000 stemmer skiller de to kandidater ad, har Trumps kampagnejurister også her forsøgt at få stoppet optællingen af stemmer.

Begrundelsen i et søgsmål var, at folk fra Trump-kampagnen ikke var blevet givet adgang til overvære optællingsprocessen, som statens lov ellers kræver. En sag, der altså også blev afvist af de lokale domstole.

Lokale politikere har dog taget skridt til at undersøge anklager - foreløbigt udokumenterede - om valgsvindel.

Arizona

Der har været fokus på Maricopa med dets knap fire millioner indbyggere de seneste dage. (Foto: Rick D'Elia)

Blandt de igangværende sager er anklager om, at valgtilforordnede i amtet Maricopa - statens største - har givet forkerte instruktioner til vælgere, der mødte op for at stemme på valgdagen med det resultat, at deres stemmesedler er blevet afvist på et forkert grundlag.

Trump-lejren og det Republikanske Parti hævder, at valgtilfordnede systematisk handlede på en måde, der har betydet, at "tusindvis" af vælgere ikke har kunnet stemme - heriblandt dem, der har villet stemme på Trump og republikanske kandidater.

Ifølge de lokale valgmyndigheder drejer det sig om i nærheden af 180 tilfælde.

Forskellen på de to kandidater i Arizona er under 15.000 stemmer, og der er omkring 61.000 stemmer, som stadig mangler at blive optalt.

En gentoptælling af stemmerne kan kun komme på tale, hvis forskellen mellem kandidaterne er 0,1 procentpoint eller mindre.

Georgia og Wisconsin

I Georgia bliver der stadig holdt øje med de sidste optællinger. Over 10.000 stemmer adskiller de to kandidater. (Foto: Jessica McGowan © 2020 Getty Images)

Genoptælling forbereder de sig til gengæld på i staterne Georgia og Wisconsin.

I Georgia, der endnu ikke har fundet en vinder, er forskellen på stemme-antallet mellem kandidaterne så lille, at det vil ske helt automatisk, har valgmyndighederne meddelt.

Joe Biden er til gengæld blevet udnævnt som vinder i Wisconsin, men her har Trump-lejren allerede gjort det klart, at de ønsker at stemmerne bliver talt igen, fordi forskellen mellem kandidaterne er på lidt over 20.000.

Trump vandt Wisconsin i 2016 med 22.748 stemmer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter