Trump har 72 dage tilbage som præsident: Hvad kan han finde på?

USA's præsident, Donald Trump, har samme beføjelser som nu helt frem til 20. januar næste år.

Donald Trump har anfægtet valgresultatet. (Foto: Mandel NGAN © AFP or licensors)

Donald Trump har endnu ikke erkendt sit nederlag til Joe Biden ved sidste uges præsidentvalg i USA, og bare så der ingen tvivl hersker: Indtil den 20. januar klokken 12 er Donald Trump stadig præsident i USA.

Han har de samme beføjelser, har stadig nøglerne til det Hvide Hus, han har sin titel og, ja, al sin magt som amerikanernes præsident.

Men om 11 uger er det slut, når Joe Biden efter planen bliver indsat som USA’s 46. præsident ved en stor ceremoni i Washington D.C. den 20. januar og overtager pladsen i det Hvide Hus.

Præsident Trump har dog flere gange hævdet, at det er ham, der har vundet valget. I flere stater har Trump og det republikanske partiapparat anlagt sager, der handler om, at der er blevet svindlet med valghandlingen og stemmeoptællingen i flere stater. Endnu er der ikke fremlagt omfattende beviser for det, og nogle af sagerne er allerede blevet afvist af lokale dommere.

Indtil 20. januar 2021 har både den kommende og den afgående præsident brug for alt den tid, de har til rådighed. Men hvordan bliver den tid så brugt? Det kigger vi på her.

Præsidentens benådninger

De næste 72 dage er Donald Trump altså stadig USA's præsident med præcist de samme præsidentielle beføjelser, som han hele tiden har haft. Og normalt bruger en afgående præsident sin sidste tid i det Hvide Hus på at cementere sit aftryk på det amerikanske samfund.

Med andre ord: Eftermælet skal sikres.

Hvad Trump konkret har tænkt sig at gøre, kan dog svært at spå om, når han endnu ikke her erkendt sit nederlag, siger DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

- Det er svært at sige, selv hvis du går tilbage og ser, hvad andre præsidenter har kastet sig over. Nogle har kastet sig over udenrigspolitik, fordi de i mindre grad har kunnet gennemføre noget indenrigspolitisk, siger han.

Det er dog blevet amerikansk tradition for afgående præsidenter at bruge deres sidste tid i embedet på at benåde dømte kriminelle.

- Det, man i første omgang nok skal regne med, er, at Trump vil forsøge at få benådet nogle af de rådgivere, som er blevet dømt for forbrydelser, de har begået, mens de arbejdede for ham, siger Steffen Gram og tilføjer:

- Det har vi blandt andet set Bill Clinton og andre gøre, så det, kan vi nogenlunde regne med, nok vil ske.

Bill Clintons mange benådninger fik hård kritik, blandt andet i avisen New York Times, der kaldte det uforsvarligt. (Foto: Kevin Lamarque)

I perioden mellem valgdagen og indsættelsen af en ny præsident - den såkaldte "lame duck"-periode" - har det ikke de store politiske konsekvenser at benåde mere eller mindre kontroversielle personer.

Den tidligere præsident Bill Clinton benådede 149 personer på sin sidste dag som præsident, men mest opmærksomhed fik en mand ved navn Marc Rich.

Rich var på flugt fra myndighederne og på forbundspolitiet FBI’s liste over mest eftersøgte og tiltalt for skatteunddragelse og for at indgå olieaftaler med Iran under en gidselkrise.

Hans ekskone var tilfældigvis en af Clinton-familiens mest gavmilde, politiske fundraisere, og Richs benådning blev af avisen New York Times kaldt ”det mest chokerende misbrug af præsidentiel magt nogensinde og en påmindelse om, hvorfor George W. Bushs (Clintons efterfølger) løfte om at genoprette integriteten i Det Ovale Kontor giver genlyd blandt millioner af amerikanere”.

Benådningerne fik tilnavnet ”pardongate” og var så omstridte, at Clinton så sig nødsaget til at forsvare sig.

Også Barack Obama benyttede sine sidste dage til at benåde en kontroversiel person. Blot tre dage inden Donald Trump overtog præsidentembedet i januar 2017, benådede Obama whistlebloweren Chelsea Manning.

Chelsea Manning (Foto: STRINGER © Scanpix)

Den tidligere soldat var i gang med at afsone en 35 år lang dom i militærfængsel for at have videregivet informationer om det amerikanske militærs operationer i Irak og Afghanistan til hjemmesiden Wikileaks.

For Trump vil der være mulighed for blandt andet at benåde sine tidligere rådgivere Michael Flynn og Paul Manafort, som begge blev involveret i undersøgelsen af Ruslands indblanding i valget i 2016.

Præsidenten har tidligere gjort opmærksom på, at han mener, han er i sin fulde ret til at benåde sig selv.

Det er ikke specifikt beskrevet i den amerikanske forfatning og forbliver et åbent spørgsmål. Juridiske eksperter er ikke enige om, hvordan forfatningen skal tolkes, og det vil også være en situation helt uden historisk fortilfælde.

Besværlig overgangsfase

Overgangsfasen frem mod den 20. januar foregår normalt i et samarbejde med den afgående præsidents administration, men Trump kan gøre overgangen til Joe Bidens kommende administration besværlig.

For ifølge The Economist bestemmer Trump-administration selv, hvilket niveau af samarbejde den vil lægge for dagen. Det kan eksempelvis betyde et større, men betydeligt videnstab og informationsdeling mellem de to administrationer.

Donald Trump har vist sig at være alt andet end en traditionel præsident, så det er heller ikke sikkert, at han vil følge traditionen med at invitere den kommende præsident og frue som gæster i Det Hvide Hus en uges tid efter valget.

Det er heller ikke sikkert, at traditionen med at efterlade en venlig, håndskreven seddel med opmuntrende ord til sin efterfølger vil blive fulgt.

Her er det eksempelvis George H. W. Bushs brev til Bill Clinton:

Men det er trods alt bare etikette, og det vil ikke være første gang, at den bliver brudt.

Da George W. Bush overtog præsidentembeddet efter Bill Clinton i 2001, fjernede medarbejderne efter sigende w’et på mange af keyboardene i det Hvide Hus, inden de forlod det.

Bidens mange jobsamtaler

Joe Biden og hans stab skal bruge tiden til at samle en regering og lægge en plan for, hvordan de vil føre deres politik ud i livet. Og arbejdet er allerede i fuld gang.

Der følger nemlig ikke et embedsværk med posten som præsident, hvilket betyder, at der skal besættes omkring 4.000 stillinger i administrationen, ikke mindst de vigtige poster som forsvarsminister, indenrigs- og udenrigsminister.

Det tager mange måneder at besætte de mange stillinger, og som regel når en ny administration kun at samle nogle få hundrede i løbet af de første par måneder.

Al den forberedelse kan ikke ske uden samarbejde med den afgående administration, som trods modvilje fra den øverste chef, indtil videre har samarbejdet med Biden-holdet i flere måneder om en potentiel overdragelse af magten.

Senator Mitt Romney (th.) er en af de to republikanske senatorer, der indtil videre har lykønsket Joe Biden. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Men at samarbejdet indtil videre er gået glat, er ingen garanti for, at det vil fortsætte – særligt ikke nu, hvor præsidenten indtil videre har nægtet at erkende sit nederlag.

Og det er helt afgørende, at overgangen bliver glat – ikke mindst set i lyset af, at USA lige nu er presset af coronapandemien, en økonomisk krise og et heftigt, nationalt opgør med racisme og ulighed.

De uomstødelige beslutninger

Grunden til, at vi bør være så bekymrede, er, at selv i de mest normale overgangsperioder, når man ikke har en præsident, der er fjendtlig overfor den kommende administration, kan det ofte gå dramatisk galt. Det siger Rebeecca Friedmann Lissner, der er assisterende professor ved U.S. Naval War College, til CNN.

Ifølge Lissner har præsident Trump flere muligheder for at besværliggøre arbejdet for Bidens nye administration og i yderste instans eksempelvis annoncere beslutninger, som den kommende præsident ikke ville kunne ændre, selv hvis han ville.

Ifølge Lissner kunne det i yderste instans for eksempel være at annoncere, at USA vil forlade NATO eller at eskalere konflikten med Iran.

Dwight D. Eisenhower var præsident frem til 1961. (Foto: United Press Photo)

For selvom de fleste politiske beslutninger kan gøres om, så snart Demokraterne overtager, vil skaden være sket, lyder det ifølge Lissner.

- Selv hvis Biden med det samme omgjorde eller tog afstand til sådan nogle sidste øjebliks-manøvrer, så ville det politiske piskesmæld underminere USA’s allerede hårdt medtagede troværdighed som allieret eller modstander.

Der er rigeligt med eksempler på præsidenter, der har taget politiske beslutninger med vidtrækkende konsekvenser lige inden falderebet.

I 1845 annekterede den afgående præsident, John Tyler, Texas, tre dage inden hans efterfølger, James K. Polk, blev indsat.

I lidt mere nylig historie brød Dwight D. Eisenhower alle diplomatiske bånd med Cuba i januar måned lige inden indsættelsen af John F. Kennedy.

FacebookTwitter