Den reformglade romantiker har vendt fransk politik på hovedet

PORTRÆT Millionæren, musikeren og reformpolitikeren Emmanuel Macron præsenterer i dag sit politiske program.

(Foto: Jean-Francois Monier © Scanpix)

Der findes præsidentkandidater - og så findes der 39-årige Emmanuel Macron.

Han er filosof og millionær, gift med sin 24 år ældre fransklærer, spiller klaver og elsker kickboxing, har et minimum af parlamentarisk erfaring – og er lige nu en af favoritterne til at blive Frankrigs næste præsident.

Det er en politisk karriere, der har sat fransk fartrekord. For tre år siden havde de færreste franskmænd hørt om Emmanuel Macron.

I dag har hans kandidatur vendt op og ned på fransk politik, selv om han stiller op uden noget parti, aldrig har været folkevalgt til noget som helst offentligt embede og i øvrigt fortæller franskmændene, at det ikke længere giver mening at tale om højrefløj og venstrefløj: Revolutionen - dén vender vi tilbage til, skal komme fra midten.

Elyséepalæets Mozart

Og franskmændene, de lytter. For Emmanuel Macron er en god historie - lidt for god, mener kritikerne - dem vender vi så absolut også tilbage til. For eksempel er han en filosofisk anlagt økonom, eller økonomisk anlagt filosof, om man vil.

Macron er nemlig ikke bare uddannet i statskundskab fra eliteskolen ENA i Paris, han har også studeret filosofi på universitetet i Nanterre og arbejdet som assistent for Frankrigs store filosof, Paul Ricoeur.

Og så er han millionær, i euro vel at mærke. Macron arbejdede i sin tid som succesfuld investeringsrådgiver for den britiske bank Rothschild, hvor han blev forgyldt af en højtprofileret handel mellem Nestlé og Pfitzer. Om at være stenrig socialist forklarede han til magasinet Nouvel Observateur: ”Penge bør ikke være identitetsskabende. De er alene et instrument til frihed, intet andet”.

Samtidig er han en dygtig pianist, der har modtaget tredjeprisen ved musikkonservatoriet i Amiens. Og mens han som økonomisk toprådgiver for præsident François Hollande fik tilnavnet ”Elyséepalæets Mozart”, dyrker Macron såmænd også fransk kickboxing og er en habil tangodanser.

Reformpolitiker og romantiker

Macron blev som kun 36-årig udnævnt til økonominister i den socialistiske Hollande-regering i 2014, hvor han udfordrede den eksisterende 35-timers arbejdsuge, favoriserede erhvervslivet og i det hele taget førte en reformpolitik, som mange socialister mente, var alt andet end socialistisk.

På dét tidspunkt var 36-årige Macron ikke bare papfar til tre voksne børn, men også pap-bedstefar til tre børnebørn. Én ting er, at hans kometkarriere har gjort indtryk, men også hans kærlighedsliv er en historie af slagsen, som franskmændene i almindelighed og de kulørte medier i særdeleshed holder af.

I gymnasiet hjemme i Amiens forelskede Emmanuel Macron sig i sin 24 år ældre fransklærer, Brigitte Trogneux. De mødte hinanden, da Macron var 15 år gammel, men blev først officielt et par, da han var fyldt 18 år.

Macron med sin hustru, Brigitte Trogneux, i 2015. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Macrons forældre – papa var professor i neurologi, maman læge – mente, at deres søns kærlighedsforhold var højest upassende og sendte ham derfor 120 kilometer sydpå, til Paris, for at Emmanuel kunne afslutte sin studentereksamen på et elitegymnasium i hovedstaden.

Men den unge Macron og hans lærer – der var mor til tre børn – blev imidlertid sammen, og parret giftede sig i 2007.

Året efter meldte Macron sig under præsident Hollandes røde faner (efter at have takket nej til et jobtilbud fra den republikanske Nicolas Sarkozys stab) og gymnasielæreren Trogneux, der aldrig har brudt sig synderligt om at befinde sig hverken mediernes søgelys eller det politiske rampelys, blev således ministerfrue i 2014.

Nu er den ellers så diskrete Madame Macron i færd med at forberede sig på dén mulighed, at hun kan blive Frankrigs næste førstedame, for i månedsvis har meningsmålingerne tydet på, at forårets store slag om nøglerne til Élysée-palæet, den franske udgave af det Det Hvide Hus, kommer til at stå mellem tre mennesker: Front Nationals Marine le Pen, republikanernes François Fillon og så centrumpolitikeren Emmanuel Macron, der står i spidsen for den politiske bevægelse ”En Marche!” - ”Fremad!”.

Revolution eller varm luft?

I 2016 blev franskmændene vidner til en overraskende politisk skilsmisse. Økonomiminister Macron forlod regeringen i protest mod, hvad han opfattede som François Hollandes manglende reformvilje.

- Jeg har set tomheden af vores politiske system indefra, lød dommen fra Macron, der også forlod også Socialistpartiet, som han havde været medlem af, siden han var 24 år gammel.

Mens socialister og republikanere snublede over hinanden i iveren efter at kalde Macron for en ”forræder”, der havde ”dolket” præsidenten i ryggen, begyndte Macron at afsøge midterbanen i fransk politik. Han skabte bevægelsen ’En Marche!’ og få måneder senere, i november 2016, erklærede den partiløse Emmanuel Macron så, at han ville stille op til præsidentvalget i 2017.

Kampen for Frankrig

Resten er historie, der venter på at blive skrevet. Og så er vi fremme ved den revolution, Macron har skrevet en hel bog om, at han vil gennemføre – en bog med undertitlen ”Det er vores kamp for Frankrig”.

Macron forsøger at appellere til den højere fællesnævner i fransk kultur.

Han vil kæmpe for klimaet og for EU. Han vil styrke det økonomiske europæiske samarbejde, og han vil styrke det internationale militære samarbejde. Han synes ikke, at globalisering er et skældsord. Macron er på mange måder det modsatte af Trump, det modsatte af Brexit, det modsatte af Le Pen.

For Macron er revolutionen à la française en stolt arv og historie: ”Det er den demokratiske drøm, der skal lykkes for os, hvis vi skal genforende Frankrig i frihed og storhed”, skriver Macron i sin bog, der – uden at bruge mange bogsider på Front National – tydeligt viser, at han ser en anden fransk fortid og fremtid, ja, et helt andet Frankrig, end det stadigt større højrefløjsparti.

Hvor velskrevet den filosofisk anlagte politikers kampskrift end måtte være, er det ikke noget konkret politisk program. Og netop dét er symptomatisk for en af Macrons store svagheder i valgkampen.

Igen og igen har modstandere påpeget, at Macron mestrer selviscenesættelse, branding og begejstring af masserne – blandt kritikerne blive han kaldt ”forfører” og ”centrumpopulist” – mens selve hans politiske projekt står stadig lidt uklart for mange.

Han er bedre til at føre valgkamp end politik, tordner republikanerne om Macron. Men et endnu større problem for den 39-årige centrumpolitiker er imidlertid, at han har begejstret så bredt, at det bliver svært for ham levere en politik, der kan favne lige så bredt.

Fremad!

Den gerne Armani-klædte politiker – som af det toneangivende mandeblad GQ Magazine er blevet udråbt til at være en af Frankrigs bedst klædte mænd, eller, med kritikernes ord, ”Årets Dandy” – er indiskutabelt en del af den franske elite.

Men hans appel rækker ud over eliten, ud over politikerleden, ind i middelklassen, ud til de unge og på kryds og tværs af dét politiske spektrum, som Macron erklærer ikke længere findes. Han tager afstand fra de politiske fløjkampe mellem højre og venstre.

Virkelighedens politik og de progressive idéer skal findes på midten, erklærer den unge præsidentkandidat igen og igen for altid fulde huse ved sine vælgermøder rundt om i Frankrig.

Og her bliver hans popularitet igen hans svaghed.

”Hvad der kommer let, går let”, blinker advarselslamperne hos nogle. Macrons vælgere har kun lige lært ham at kende. Når meningsmålingsinstitutterne ringer, erklærer Macron-støtterne sig ikke stensikre på, at de vil stemme på ham – i modsætning til Marine Le Pens vælgere, som i stor stil fortæller meningsmålingsinstitutterne, at de "absolument" har tænkt sig stemme på hende.

Men ikke desto mindre er Macron på vej, nøjagtig som navnet på hans politiske bevægelse:

”Fremad!”.

Facebook
Twitter