Favoritten Macron: Der er kun ét Frankrig - og vi vil gå imod nationalismen

Macron vil samle det franske folk, hvis han går hele vejen og vinder anden runde af præsidentvalget.

Emmanuel Macron holder tale for sine tilhængere i bevægelsen En Marche! efter en veloverstået første runde i det franske præsidentvalg. (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix)

- I dag har det franske folk talt. Vores land befinder sig i en særlig tid med økonomisk krise, terrorisme og sociale udfordringer. Folket har besluttet at vælge mig som førstemand i denne første valgrunde, og jeg påtager mig ansvaret.

Den franske centrumkandidat Emmanuel Macron har lige holdt tale for sine tilhængere, efter prognoser har givet ham favoritrollen til at blive Frankrigs næste præsident.

Under jubelråb og musik og omringet af sikkerhedsvagter gjorde den populære politiker sin entre i Porte de Versailles i Paris, hvor den nye bevægelse En Marche! holder valgfest i aften.

Bevægelsens 39-årige frontfigur takkede græsrødderne og de øvrige kandidater i præsidentvalgets første runde og understregede, at han vil være en samlende figur for Frankrig i en svær tid.

- Jeg ønsker om to uger at blive jeres præsident, en præsident for hele Frankrig.

- Kære medborgere, der er ikke flere Frankriger, der er kun ét. Det er vores, patrioternes Frankrig, og vi vil gå imod nationalismen.

- Denne kamp begynder i aften, og vi vil vinde den kamp. Leve republikken, leve Frankrig! lød det fra Emmanuel Macron.

Macron talte også om at genskabe det europæiske samarbejde og den europæiske vision, og de ellevilde støtter i salen viftede både med det franske tricolore og EU's flag med de 12 gyldne stjerner.

I skrivende stund med lidt over to tredjedele af de franske stemmer optalt har Emmanuel Macron og Marine Le Pen, der står i spidsen for det højrenationale Front National, hver omkring 23 pct.

Det er dermed efter alt at dømme de to kandidater, der om 14 dage ved det endelige franske præsidentvalg skal stå over for hinanden.

Macron varslede i sin tale en ny linje for fransk politik.

- Udfordringen efter i aften bliver ikke at stemme mod nogen. Det bliver at bryde fuldstændigt med et system, der har været ude af stand til at løse de problemer, som vores land har haft i mere end 30 år.

Den socialliberale præsidentkandidat Emmanuel Macron er lidt af et fænomen på den franske politiske scene. Han var økonomiminister under Francois Hollande, men har aldrig været valgt til noget politisk embede, og han stiftede sin bevægelse En Marche! - Fremad! - for bare et år siden. Alligevel er han nu videre til anden runde i det franske valg, og han har fået opbakning fra to af de slagne kandidater fra første runde. Både Benoit Hamon og Francois Fillon anbefaler nu deres vælgere at give deres stemme til Macron.

I salen i Porte de Versailles var også Emmanuel Macrons 24 år ældre kone, Brigitte Macron, som af kommentatorer tillægges en stor betydning for husbondens politiske projekt.

- Uden hende var jeg ikke her. Uden hende var jeg ikke, den jeg er, sagde Macron, da han takkede hende fra talerstolen.

Facebook
Twitter