Hvad er fransk for dig?

Tre kendte danskere deler deres Frankrig med DR Nyheder.

Wafande: ”Udendørslivet er fransk for mig”

Raggae- og soulsanger er vokset op i Frankrig, har spillet basketball på det franske ungdomslandshold og bor i dag i Danmark, men Frankrig hans andet hjemland.

- Jeg boede i Sydfrankrig. Lang sommerferie. Rigtig meget hangout-tid på pladser og kaffer, ’noisettes’. Det er udendørs liv – jeg havde knallert, heste og hund, som gjorde, at jeg konstant var uden for.

- I forhold til Danmark så savner jeg udendørslivet. At kunne sidde udenfor flere dage om året og nyde en kaffe med vennerne på en lækker cafe, siger Wafande.

Chris Pedersen: ”Den sorte rullekravesweater er typisk fransk”

Modejournalist, har deltaget i adskillige modeuger i Paris.

- Tøjet kan man ikke komme uden om. Der skal man selvfølgelig have den sorte rullekrave. Den er bare ikonisk på den der deprimeret intellektuel student måde, som jeg forbinder enormt meget med Paris.

- Stort set al luksus kommer fra Frankrig. Louis Vuitton. En af mine yndlingsdufte står i køleskabet. Hermes.

- Man kan heller ikke komme uden om filmene: den franske nybølge Truffaut og Jeanne Moreau. Jeg synes i det hele taget at Frankrig har givet os nogen af de allerbedste skuespillerinder.

Tine Gøtzsche: "Jeg elsker det franske sprog"

Vært på TV-Avisen, har læst fransk og studeret i Frankrig. - Jeg forbinder Frankrig med alle de gode sider i livet. God mad, god vin, sanselige oplevelser og god litteratur. - Først og fremmest forbinder jeg Frankrig med sprog. Jeg har bøjet helt utroligt mange verber i min tid i gymnasiet, på handelshøjskolen og senere da jeg boede der. Jeg har bøjet så mange at jeg er kommet til at holde af det. - Jeg elsker det franske sprog og høre det talt med kærlighed og med lidenskab.