Stephanie Surrugue: Valget er historisk, et folkeligt oprør og for eller imod EU

Her peger DR’s internationale korrespondent Stephanie Surrugue, på de tre vigtige ting man skal vide om det franske valg.

1. Det folkelige oprør.

- Af alle de mange ting der har været fuldstændig vildt ved det her valg, er det faktum, at de to kandidater der slås om magten, er outsidere. Det er første gang siden 1958 at de traditionelle partier ikke er repræsenteret i den afgørende runde af præsidentvalget. - De ville aldrig have haft en chance. Der kan man virkelig se, at det er et oprør mod politikere i al almindelighed. Vælgerne vil prøve noget andet. - Franskmændene har valgt en mand, som ingen kendte for tre år siden. Og Marine Le Pen som man for fem år ikke kunne stemme på. Pludselig så står de to og kæmper om at blive Frankrigs næste præsident. Det er ret fantastisk, siger Stephanie Surrugue.

2. Valget for eller imod EU

Når det kommer til EU er de to kandidater lodret uenige. - Det er nærmest et valg for eller i mod EU. For eller i mod Europa. Det kommer danskerne også til at mærke, siger Stephanie Surrugue. Marine Le Pen har været fortaler for at få en fransk afstemning om EU-medlemskabet og tilmed også om euro-fællesskabet. Modsat har Emmanuelle Macron gjort det klart at flere udfordringer skal løses i EU-regi og at han ønsker et styrket samarbejde. - Enten får Frankrig en stærk præsident i EU, der vil meget mere EU eller også får de en dame der vil meget mindre. - Man kan vel godt sige at Marine Le Pens drøm er, at når danskerne om ti år tager på ferie, at så betaler de med franc [red: istedet for euro].

3. Første kvinde og yngste nogensinde.

- Det er ikke en overdrivelse at sige det er historisk: enten får Frankrig sin første kvindelige præsident eller også så får Frankrig den yngste præsident nogensinde.

Facebook
Twitter