Italiens regering på plads: Partier præsenterer ministernavne

Femstjernebevægelsen og Lega fremlægger regeringsplan for præsident Sergio Mattarella.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, mødes mandag eftermiddag med landets to største partier, Femstjernebevægelsen og Ligaen. (Foto: REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix © ALESSANDRO BIANCHI)

Italiens to største partier, Femstjernebevægelsen og Lega, vil mandag aften orientere landets præsident om den kommende regering, meddeler de i en erklæring.

De to partier nåede søndag til enighed om, hvem der skal være Italiens nye premierminister, samt hvem der bliver ministre i den kommende regering.

Femstjernebevægelsens leder, Luigi di Mayo møder præsidenten klokken 17.30, mens Lega-leder, Matteo Salvini, møder ham en halv time senere.

Ved mødet med præsidenten vil de forsøge at få hans opbakning til deres foreslåede premierminister.

- Det bliver hverken mig eller Di Maio, som bliver premierminister, siger Legas partileder, Matteo Salvini, ifølge avisen Corriere della Sera.

- Det bliver et navn, der tilfredsstiller både os og dem, tilføjer han.

- Vi håber, at ingen nedlægger veto mod et valg, der repræsenterer, hvad flertallet af italienerne vil, tilføjer han ifølge avisen La Repubblica og nyhedsbureauet Ansa.

Lange forhandlinger

Italien har endnu ikke en regering på plads efter valget den 4. marts.

Men fredag bekræftede højrefløjspartiet Lega og protestpartiet Femstjernebevægelsen, at de var nået til enighed om et regeringsgrundlag.

Disse to partier fik størst opbakning ved valget for over to måneder siden.

91 procent af medlemmerne af Lega stemt for forslaget om en regeringskoalition med Femstjernebevægelsen.

Femstjernebevægelsens medlemmer stemte om aftalen fredag og sagde ligeledes ja til den.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter