Italienske protestpartier klar med regeringsprogram - krise med EU truer

Femstjernebevægelsen og Lega vil øge forbruget i en grad, som er i åbenlys strid med EU.

Partiet Legas leder Matteo Salvini (tv) og Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio (th) er tilsyneladende tæt på et gennembrud i regeringsforhandlinger i Italien. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Scanpix)

De to italienske partier, som i øjeblikket er i gang med regeringsforhandlinger, har nu offentliggjort deres fælles program.

Protestpartiet Femstjernebevægelsen og det stærkt højreorienterede Lega lægger op til øge det offentlige forbrug i en grad, som vil sende Italien på kollisionskurs med EU, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Partierne, der har flertal i parlamentet efter et valg i marts, mangler stadig at blive enige om, hvem der skal være regeringsleder, ligesom koalitionen skal godkendes af både de to partiers baglande og Italiens præsident, Sergio Mattarella.

Det ventes, at afstemninger blandt partimedlemmerne kan afvikles i løbet af weekenden.

Hvis de sidste brikker i regeringssamarbejdet falder på plads, vil det være enden på elleve ugers politisk dødvande i Italien, efter parlamentsvalget 4. marts gav et mudret resultat.

I programmet står der, at sanktioner mod Rusland bør ophæves.

De to partier ønsker også, at den økonomiske politik i EU lægges om, herunder at der skal være ret til budgetoverskridelser.

Til gengæld står der intet om en folkeafstemning om euroen. Det har begge parter ellers tidligere talt for.

På samme måde har man fjernet et omstridt forslag om at ændre beregningsmodellen for EU-landenes gæld fra den endelige aftale. Forslaget var i åbenlys konflikt med EU's finanspolitiske regler.

Regeringsprogrammet

  • Skattelettelser på milliarder af euro.

  • Øgede velfærdsydelser til fattige, blandt andet via borgerløn.

  • Pensionsreformer skal rulles tilbage.

  • EU's regeringsførelse og finanspolitiske regler skal revurderes.

  • Regeringen vil lave obligationer med kort løbetid for at betale gæld til virksomheder og privatpersoner.

  • Et program skal motivere borgere til at købe hybrid- og elbiler.

  • Det statslige flyselskab Alitalia skal genetableres.

Facebook
Twitter