Overbevisende sejr til Putin

Den foreløbige optælling viser stor sejr til Vladimir Putin i præsidentvalget.

Den russiske præsident Vladimir Putin er ikke overraskende blevet genvalgt som præsident. (Foto: SERGEI CHIRIKOV © Scanpix)

De første målinger fra det russiske præsidentvalg søndag viser en overbevisende sejr til Vladimir Putin.

Det skriver flere russiske medier, heriblandt Tass og RT.

Det var forventet, at Vladimir Putin ville vinde valget og umiddelbart viser målingerne, at den siddende præsident har fået over 70 procent af stemmerne.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at ifølge den centrale valgkommission, står Putin til at vinde 75,01 procent af stemmerne med halvdelen af stemmesedlerne talt op.

Ifølge russiske rt.com står Putin til over 72 procent af stemmerne.

Meget lidt tvivl om valgets vinder

Som det ser ud, bliver det kommunistpartiets kandidat Pavel Grudinin, som får næstflest stemmer, mens det ultranationalistiske Liberal-Demokraternes kandidat, Vladimir Zhirinovskij, står til en tredjeplads ved valget.

Det er Putins fjerde valgperiode, og sejren giver ham seks år mere som præsident i Rusland.

Putins popularitet i Rusland har efterladt meget lidt tvivl om udfaldet af valget, og derfor har interessen mest centreret sig om, hvor høj valgdeltagelsen ender med at være.

Målet fra Kreml har været at nå niveauet fra 2012 og dermed en stemmedeltagelse på 65 procent, mens kritikere, blandt andet oppostionspolitiker Aleksej Navalnyj, der ikke selv har kunnet stillet op, har opfordret til at boykotte valget.

I løbet af valgdagen, der har strakt sig over knapt et døgn, har den uafhængige valgobservatørgruppe, Golos, rapporteret om uregelmæssigheder.

Eksempel er der fundet stemmesedler i stemmeboksen før valgstederne åbnede, valgobservatører er blevet blevet forment adgang til valgstederne, og nogle steder er overvågningskameraerne på valgstederne blevet blokeret.

Vladimir Putin blev første gang valgt i 2000 og igen fire år senere, mens han ikke stillede op i 2008, idet man kun kan sidde i to sammenhængende perioder.

Ved seneste præsidentvalg i 2012 vandt Vladimir Putin valget med 63,6 procent af stemmerne.

Hvis den foreløbige optælling ikke ændrer sig markant, så vil sejren i dag være Putins største.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk