Britisk udenrigsminister afviser kupplaner mod premierminister Theresa May

Boris Johnson rygtes som kandidat til premierministerjobbet. Selv afviser han det pure.

Udenrigsminister Boris Johnson ses her tale under valgkampen, der gav det konservative parti en markant tilbagegang. Nu nævnes han som en mulig afløser på premierministerposten, hvis ikke Theresa May kan fortsætte. (Foto: DARREN STAPLES © Scanpix)

Er Theresa Mays dage som premierminister talte, efter hun ved det britiske valg i torsdags smed et absolut flertal i parlamentet direkte ud i Themsen?

Hvis svaret på overstående spørgsmål er ja, sådan som avisredaktør og tidligere finansminister for det konservative parti, George Osborne, beskriver premierministerens politiske position efter det sønderlemmende valgresultat, så er det naturlige opfølgningsspørgsmål:

Hvem skal overtage jobbet?

De to spørgsmål har svirret i luften siden fredag, og selvom det må siges at være en anelse spekulativt, så går snakken i det britiske på, hvem der eventuelt kan være i spil til at overtage jobbet. Navnet Boris Johnsons gjalder som svar. Den tidligere London-borgmester og nuværende udenrigsminister i Mays regering er - igen - et varmt emne på den anden side af Nordsøen.

Rygterne er anført af de politiske korrespondenter på de konservative aviser Daily Mail, The Times og søsteravisen The Sunday Times. Skal man tro postulaterne, så hævdes det samstemmende og uafhængigt af hinanden, at fem konservative ministre har opfordret Boris Johnson til at vælte Theresa May. De politiske korrespondenter mener at vide, at Boris Johnson og hans hold lige nu cirkler rundt om May som ulve, der jager et såret bytte.

Britisk mester i at afvise kandidaturer

Nuvel, det er trods alt blot rygter, og avisernes analyser giver ikke konkrete navne på britiske ministre, der skulle være klar til at dolke May i ryggen til fordel for Johnson. Alligevel har skriverierne vakt opsigt og tvang sent i aftes Boris Johnson til tasterne på Twitter, hvor han afviste dem som noget ”bras”.

- Jeg støtter Theresa May. Lad os komme i gang med jobbet, skrev udenrigsministeren.

https://twitter.com/BorisJohnson/status/873664576990179328

Situationen er ikke ny for Boris Johnson, der nærmest i sig selv kandiderer til den britiske rekord i at afvise sit kandidatur til et job. Som borgmester i den britiske hovedstad nægtede han et tocifret antal gange, at han ville stille op til parlamentet igen.

- Jeg er så træt af emnet, at jeg nogle gange tror, jeg udånder. Jeg har tænkt mig at fortsætte med mit job som borgmester af London, svarede han eksempelvis ifølge avisen The Telegraph i 2014.

Fem måneder senere stillede Johnson alligevel op til parlamentet.

Gik imod Camerons linje

Som konservativt medlem af parlamentet vakte Boris Johnson opsigt, da han aktivt valgte at støtte brexit, mens partiformand og premierminister David Cameron omvendt talte for at blive i EU. Efter brexit var en realitet, trådte Cameron af, og Johnson blev blandt iagttagere spået de største chancer for at overtage premierministerposten.

Boris Johnson var en af bannerførerne for Leave-kampagnen i 2016. Her er han fanget under fejringen af OL i London, hvor han sad fast i en svævebane i London. (Foto: Barcroft Media © Barcroft Media via Getty Images)

Men højest overraskende annoncerede Boris Johnson i en tale, at han ikke skulle være premierminister, fordi han ikke troede på, han kunne levere det lederskab eller sammenhold, som der var brug for i brexit-forhandlingerne.

Hvorvidt den farverige minister reelt er kandidat til et job, der fortsat er besat, ved kun en lille håndfuld personer tæt på ham. Men direkte adspurgt til sine egne muligheder for en dag at lede Storbritannien, svarede Johnson engang:

- Mine chancer for at blive premierminister er ligeså gode, som chancerne for at finde Elvis på Mars eller blive genfødt som en oliven.

Facebook
Twitter