Ekspert om britisk valgkamp: May har undervurderet situationen

Det kan koste Theresa May dyrt, at hun kun vil tale om brexit, siger lektor.

Theresa May har fået større konkurrence fra Labours Jeremy Corbyn, end hun sandsynligvis havde regnet med. (Foto: Andy Buchanan © Scanpix)

Når briterne på torsdag skal i stemmeboksen, lader det ikke længere til, at en sejr til Theresa May er lige så stensikker, som den virkede for få måneder siden.

Flere meningsmålinger peger på en spirende fremgang til Labour og partiets formand Jeremy Corbyn, som mange ellers ikke forventede meget af, da premierminister Theresa May udskrev valget i april.

Ifølge flere nye meningsmålinger er løbet mellem de Konservatives Theresa May og Labours Jeremy Corbyn nu tættere end nogensinde. Tallene i meningsmålingerne skal dog tages med et vist forbehold, da det britiske valgsystem gør det svært at lave præcise meningsmålinger.

De nyeste målinger har ikke desto givet udfordringer til Theresa May og de Konservative, fastslår Ole Helmersen, som er lektor på CBS med speciale i moderne britisk politik. Han mener, at udfordringerne blandt andet handler om tilgangen til valgkampen. May har blandt andet nægtet at deltage i partilederdebatter på tv:

- Det bemærkelsesværdige i forhold til de Konservative er deres tilbagelænede arrogance. May har fået kritik for at føre en lidt for doven og tilbagelænet valgkamp, hvor hun ikke vil møde folket og kun vil snakke brexit. Hun har fået nogle ridser i lakken, siger han.

Ole Helmersen mener, at et af Theresa Mays problemer er, at hun ikke vil sige, hvad hun mener.

I en valgudsendelse på britisk tv tidligere på ugen svarede hun meget undvigende på spørgsmålene, og mange stoler ifølge Ole Helmersen ikke på hendes løfter om at kunne levere et stærkt og solidt lederskab.

Corbyn siger, hvad han mener

Udover de Konservatives egen valgkamp, som har vist sig ikke at være uden problemer, har partiet ifølge Ole Helmersen også undervurderet Labour og Jeremy Corbyn:

- Han blev dømt ude som en gammel socialist langt ude på venstrefløjen. Han blev opfattet som håbløs og som en nar.

Men Corbyn har vist sig at besidde noget af det, vælgerne måske savner ved Theresa May. Han er ifølge Ole Helmersen en politiker, der siger, hvad han mener.

- Han gør det, han altid har gjort. Han har altid haft de samme holdninger og går ud og fortæller befolkningen det. Han bruger ikke så mange spindoktorer og stiller sig populært sagt op på en ølkasse og fortæller, hvad han synes, der skal ske.

Blandt Corbyns holdninger er et ønske om at sætte det britiske postvæsen og jernbanesystem tilbage i statens hænder, efter begge instanser er blevet privatiseret.

Theresa May blev udråbt som Storbritanniens premierminister i juli 2016, efter et flertal af briterne valgte at stemme sig ud af EU, og den daværende premierminister David Cameron valgte at træde tilbage.

Parlamentsvalget i næste uge kommer som en reaktion på, at Labour, Liberaldemokraterne og de Konservative er for uenige om Storbritanniens politik i forhold til udmeldelsen af EU.

Men med forhandlingerne om et brexit mener Theresay May, at det er nødvendigt med et britisk parlament, som er enige om, hvordan Storbrittanien skal forlade EU.