Liberale Demokrater: Ingen koalition - ingen aftaler

Liberale Demokrater har ikke gode erfaringer med koalitionsregeringer, lyder det fra partiets tidligere leder.

Performere optrådte tidligere i dag med dukker af Theresa May, Tim Farron og Jeremy Corbyn foran det britiske parlament. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

De foreløbige prognoser af det britiske valg tyder på et "hung parliament", hvilket vil sige, at ingen partier alene har flertal

Både De Konservative og Labour skal derfor have andre partier med for at danne regering, hvis den nuværende prognose viser sig at holde stik, når alle stemmer er talt op.

Bliver det sådan, skal ingen af fløjene dog regne med støtte fra De Liberale Demokrater, der i prognosen står til at få 14 pladser.

- Vi får mange opkald, så bare for at slå det fast: Ingen koalition, lød det i et tweet fra partiets pressekontor tidligere på aftenen.

https://twitter.com/LibDemPress/status/872935171414249473

Også partiets tidligere leder Sir Menzies Campell afviser, at liberaldemokraterne vil sige ja til en plads i en koalitionsregering.

Til BBC siger han, at det vil overraske ham, hvis den nuværende leder Tim Farron skulle gå med i en regering, som de gjorde i 2010 med De Konservative under David Cameron. Dengang fik partiet hele 57 pladser i parlamentet, men regeringsdeltagelsen fik hurtigt støtten til partiet til at dale.

- Vores erfaring efter den sidste koalition er, at det største parti får æren for alt, der bliver gjort, men det mindre parti får skylden for alle de ting, folket ikke kan lide, siger han til BBC.

De Konservative ser fortsat ud til at blive det største parti med 314 pladser trods en tilbagegang på 17 pladser. Labour går 34 pladser frem til 266 af de i alt 650 parlamentspladser.