Theresa May vil udskrive valg til 8. juni

Den britiske premierminister vil udskrive parlamentsvalg til 8. juni. I morgen stemmer parlamentet om valget.

Den britiske premierminister, Theresa May, vil udskrive parlamentsvalg 8. juni.

I morgen skal hendes plan til afstemning i parlamentet, som skal godkende et valg før 2020.

- Landet er blevet forenet, men Westminister er ikke blevet det, sagde Theresa May foran Downing Street 10 med henvisning til, at parlamentet er splittet om, hvordan Brexit skal foregå.

Hun understreger, at Storbritannien forlader EU, og at der ikke kan være nogen tilbagevenden.

- Siden afstemningen har vi set at forbrugertilliden er forblevet høj og den økonomisk vækst har overgået alle forventninger.

Ved at udskrive valg vil premierministeren sikre befolkningens mandat til de kommende forhandlinger med EU.

- Det var med tilbageholdenhed, at jeg besluttede, at vi har brug for et valg. Men der er med overbevisning, at jeg nu siger, at vi har brug for en stabil regering til de kommende forhandlinger, sagde Theresa May.

- Hver konservativ stemme vil gøre mig stærkere, når jeg skal forhandle med EU, lød det fra premierministeren.

Meget usædvanligt blev pressemødet annonceret med kort varsel uden emne, og det satte gang i spekulationerne.

Hurtigt faldt pundet drastisk, men efter pressemødet steg det igen.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter