Topfigur i Labour: Det ser ud til, at vi kan danne den regering

Labour glæder sig over den fremgang, som den første exitprognose har spået dem.

De Konservative bliver straffet, fordi de tog det britiske folk for givet, siger Labours skyggeudenrigsminister Emily Thornberry. (Foto: ISABEL INFANTES © Scanpix)

Selvom det endelige valgresultat af det britiske valg først forventes klar om mange timer, holder Labour sig ikke tilbage med at kommentere på de foreløbige resultater, som de så ud i en exitprognose tidligere på aftenen.

- For nogle uger siden var spørgsmålet, hvor stor hendes (Theresa Mays, red.) krone ville blive, siger Emily Thornberry, der er Labours skyggeudenrigsminister til BBC.

- Men nu ser det ud til, at vi kan komme til at danne den næste regering, siger hun og kalder situationen "ekstraordinær".

- May har fejlet

Hun mener, at resultatet bør få Theresa May til at træde tilbage.

- Tænk over det. Hun ville dybest set knuse oppositionen, men landet har sagt nej, siger hun.

- Vi har tilbudt et positivt alternativ. Hun er på ingen måde i nærheden af et større flertal - hun har fejlet.

Exitprognosen, der blev offentliggjort, da valgstederne lukkede klokken 23 dansk tid, viser en fremgang til Labour på 34 parlamentspladser til i alt 266 pladser.

De Konservative går samtidig 17 pladser tilbage til 314 pladser og mister dermed deres flertal, der kræver i alt 326 pladser.

Labour har derudover også udsendt en pressemeddelelse, hvor de blandt andet skriver, at "De Konservative bliver straffet for at tage det britiske folk for givet".

- Hvis prognoserne viser sig af være nogenlunde præcise, er det et ekstraordinært resultat, står der ifølge BBC i meddelelsen.

Usikker situation

At May ikke går ud af valget som entydig sejrsherre, som hun ellers blev spået i starten af valgkampen, er de fleste enige om.

De britiske avisforsider, som her til aften blev sendt i trykken, konkluderer på forskellige måder, at den politiske situation - ikke mindst for Theresa May - er usikker.

Daily Mirror har et stort billede af May på forsiden med teksten "Hænger i en tynd tråd", mens The Times og Financial Times konkluderer, at Mays med sin "valgsatsning fejlede".

Theresa May udskrev valget på et tidspunkt, hvor alt pegede på, at hun ville vinde, men i løbet af valgkampen er hendes forspring svundet ind.

Selvom exitprognoserne er kendt for at være mere præcise end meningsmålinger, er der langt fra sikkert, at prognosen kommer til at stemme overens med det endelige resultat.