Valg i Sverige

De svenske vælgere har talt: Ét mandat skiller de to blokke

Det er endnu uvist, hvem der bliver Sveriges statsminister.

Socialdemokraternas partileder Stefan Löfven (S) har umiddelbart flest mandater bag sig, men det er endnu uvist, om han kan blive siddende som statsminister. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Scanpix)

Det svenske Rigsdagsvalg blev præcis så uafklaret, som meningsmålinger og eksperter havde forudsagt.

Med 99,97 procent af stemmerne optalt skiller kun et enkelt mandat de to store politiske blokke - med de rød-grønne foran den borgerlige alliance.

Ifølge SVT mangler kun et af de sammenlagte 6.004 valgsteder at blive optalt. Flere af valgstederne skal foretage en fintælling, ligesom der også mangler at blive talt omkring 200.000 brevstemmer.

Statsminister Stefan Löfven fra Socialdemokraterne har på den baggrund meddelt, at han foreløbigt bliver på sin post.

- Nu, hvor vælgerne har sagt deres, er det op til alle os anstændige partier at afvente slutresultatet, forhandle og samarbejde, siger Löfven ved en tale til Socialdemokraternes valgfest.

De fire partiledere fra den borgerlige alliance kræver imidlertid hans afgang på grund af Socialdemokraternes tilbagegang. Partiet gik tilbage med 2,8 procentpoint.

Intet umiddelbart flertal

Ingen af blokkene kan umiddelbart mønstre et regeringsdueligt flertal, fordi det indvandringskritiske højreparti Sverigedemokraterne fortsætter sin fremgang. Partiet går frem med næsten fem procentpoint siden valget i 2014, men overhaler dog ikke moderaterne som Sveriges næststørste parti.

Her er det foreløbige valgresultat, fordelt på partier:

  • Socialdemokraterne: 28,4 procent (-2,8 procent)

  • Moderaterne: 19,8 procent (-3,5 procent)

  • Sverigedemokraterne: 17,6 procent (+4,7 procent)

  • Centerpartiet: 8,6 procent (+2,5 procent)

  • Venstrepartiet: 7,9 procent (+2,2 procent)

  • Kristendemokraterne: 6,4 procent (+1,8 procent)

  • De Liberale: 5,5 procent (+0,1 procent)

  • Miljøpartiet: 4,3 procent (-2,5 procent)

  • Øvrige: 1,4 procent

Fordelt på de politiske blokke ser resultatet således ud:

  • De rød-grønne: 40,6 procent (144 mandater)

  • Alliancen: 40,3 procent (143 mandater)

  • Sverigedemokraterne: 17,6 procent (62 mandater)

Ved valget i 2014 gik Sverigedemokraterne frem mod 7,2 procentpoint. Og partiets formand Jimmie Åkesson havde før gårsdagens valg sagt, at det var et "rimeligt resultat", hvis partiet fik mellem 20 og 30 procent af stemmerne.

Sverigedemokraterne fik 17,6 procent af stemmerne. Så spørgsmålet er, hvad Sverigedemokraterne kan bruges valgets største fremgang til.

Löfven bliver - for nu

Indtil videre har Stefan Löfven slået fast, at han bliver på posten de kommende 14 dage, indtil Rigsdagen åbner igen.

Stefan Löfvens rød-grønne blok fik lidt flere stemmer og dermed et enkelt mandat mere end den borgerlige alliance, men det er på ingen måde lig med, at Löfven kan fortsætte på posten.

Det kræver nemlig, at han kan stille op til en statsminister-afstemning i Rigsdagen uden at få et flertal imod sig. Og den klarer han ikke, hvis både de borgerlige partier og Sverigedemokraterne stemmer imod, hvilket alt foreløbigt tyder på.

Omvendt har der også været spekulationer om, at han kunne overbevise nogle af de borgerlige partier til indgå i en regering med de rød-grønne for at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse.

De kommende dages sættemøder skal altså afgøre, hvem der kan kalde sig Sveriges statsminister.

Den foreløbige opgørelse af valgdeltagelsen blev på 84,4 procent. Ved valget i 2014 deltog 85,8 procent.

Facebook
Twitter